Hizb ut-Tahrir og det danske frisind

Forbud mod organisationen vil gøre medlemmerne til martyrer

I et frit demokrati skal der være plads til Hizb ut-Tahrir, mener dagens lederskribent.
I et frit demokrati skal der være plads til Hizb ut-Tahrir, mener dagens lederskribent. Foto: Arkivfoto.

Bølgerne efter terrorangrebet i København midt i februar går stadig højt, og et politisk flertal med justitsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen har i sidste uge besluttet, at rigsadvokaten nu skal undersøge, om det er muligt at forbyde den islamistiske forening i Danmark.

Justitsministeren skjulte i den forbindelse ikke sin egen holdning til sagen, der helt i tråd med folkestemningen er den, at organisationen bør opløses snarest muligt, og den holdning deler ministeren tilsyneladende med et flertal af Folketingets medlemmer, inden rigsadvokatens afgørelse foreligger.

Vi har været der før som nation, og både i 2003 og 2008 har der været ophidsede, offentlige diskussioner om, hvorvidt Hizb ut-Tahrir kunne eller skulle forbydes med sine tydelige antidemokratiske og antivestlige holdninger.

Begge gange endte det klogeligt med et nej til et dansk forbud mod Hizb ut-Tahrir, selv om det er på sin plads at spørge, hvorfor organisationen overhovedet er her i landet, og hvad den egentlig vil i et demokrati, når den så åbenlyst foragter det.

Med et forbud mod Hizb ut-Tahrir risikerer vi at styrke organisationen og gøre dens medlemmer til en slags martyrer, der så med nogen ret vil kunne kalde vestlige politikeres tale om den vigtige ytringsfrihed for hyklerisk.

Og ”forbuden frugt” er som bekendt altid spændende, så et forbud kan måske ligefrem gøre det endnu mere attraktivt for unge muslimer at tilslutte sig foreningen. Et forbud vil næppe hjælpe i kampen mod islamistisk radikalisering.

Det danske samfund skal holde fast i det traditionelle frisind og den liberale forsamlingsfrihed. Vi tillod også tidligere Jonni Hansen og de danske nazister at holde møder, ligesom vi heller ikke havde noget at indvende, når partiet VS eller andre revolutionsromantiske partier holdt møder om den kommende væbnede kamp og revolution mod de fæle kapitalister.

Hizb ut-Tahrir, nazister og venstreradikale partier skal have lov til at mødes lige så meget de vil, så længe de kun snakker om, men ikke virker ved vold, som Grundloven formulerer det.

I et frit demokrati som det danske skal Hizb ut-Tahrir modarbejdes ved argumenter og ordets magt alene. Danske børn skal lære, at demokrati her til lands er den foretrukne samfundsmodel, fordi den har vist sig at give flest mulige borgere mest mulig frihed og lighed for loven. Men demokratiet er ikke helligt, og i Danmark har man stadig frihed til at være nazist, kommunist eller teokrat, hvis man synes, det er bedre. Frihed er også frihed til at foragte demokratiet og sætte Gud eller Allah højere, hvis man vil. 

holm