Hjælp til døden

At bruge selvmord som helbredelse er et umenneskeligt valg

©PHOTOPQR/LE DAUPHINE LIBERE/Angelique SUREL Avignon le 7 aout 2009. Don du Sang.
©PHOTOPQR/LE DAUPHINE LIBERE/Angelique SUREL Avignon le 7 aout 2009. Don du Sang. Foto: Angelique SUREL/PHOTOPQR/LE DAUPHINE LIBERE.

HVOR GÅR grænsen for, hvornår et menneskes liv er så elendigt, at det ikke længere er værd at leve? Og hvem skal tage en så umenneskelig beslutning?

Disse to spørgsmål udgør et af vor tids største moralske dilemmaer. I en tid, hvor medicinske og lægevidenskabelige landvindinger har gjort os i stand til at forlænge livet og neutralisere smerte som aldrig før, er debatten om dødshjælp vigtigere end nogensinde. Som det fremgår af Kristeligt Dagblad i dag, falder antallet af selvmord i Schweiz, mens andelen af selvmord, der udføres med assistance fra såkaldte dødshjælpsselskaber, er stigende. Også danskere har henvendt sig til de schweiziske selskaber for at få råd om aktiv dødshjælp.

Dødshjælp kan og skal ikke ties ihjel, men må ikke stå uimodsagt, mens den assisterede død langsomt breder sig og favner flere og flere lidelser.

Fænomet aktiv dødshjælp eller eutanasi er tilladt i flere lande og mest udbredt og accepteret i Schweiz, hvor det ved lov har været tilladt siden 1942 i nøje definerede sygdomstilfælde. Men grænserne flytter sig, og også i Schweiz er tvivlen på det fornuftige i at bruge døden som den ultimative helbredelse af mennesker begyndt at vokse.

I et af de mest absurde tilfælde af dødshjælp i alpelandet er der lagt sag an mod en læge, som udskrev dødbringende medicin til to søskende, der var skizofrene. Sagen rejser spørgsmålet om, hvordan det kan være menneskeligt muligt for en skizofren person at beslutte sig endegyldigt for at undslippe sin lidelse ved at tage sit liv og få assistance til det. Og den indeholder hele det dilemma, som dødshjælp rummer. Nemlig spørgsmålet om, hvordan man kan blive overbevist om, at døden er den eneste rigtige løsning, at alle andre former for behandling og smertelindring er helt udtømte. I det aktuelle tilfælde råder tvivlen.

Regeringen i Schweiz har på baggrund af blandt andet den aktuelle sag nedsat en etikkommission, som næste år skal fremlægge konkrete lovforslag til en klarere regulering af alle former for dødshjælp. Det overvejes også at sætte en stopper for, at udlændinge kan søge til Schweiz for at få vejledning og hjælp til at begå selvmord.

Den spirende tvivl taget i betragtning virker det derfor stødende og voldsomt provokerende, når lederen af schweiziske Dignitas, en af de mest fremtrædende organisationer, der assisterer mennesker, der vil af med deres liv, advokaten Ludwig Amadeus Minelli, går ud og siger, at det nu bør blive fuldt legalt at yde dødshjælp til psykisk syge.

Dignitas bruger bevidst en provokerende fremfærd for at skabe debat om, hvordan vi i den industrialiserede verdens velfærdssamfund hellere behandler vores syge og ældre med medicin end med omsorg. Og denne fremfærd er al ære værd, men døden løser ikke velfærdssamfundets problemer. Når den ultimative kur bliver til et selvmord med professionel eller frivillig assistance, overskrides derfor en grænse, som ligger uden for menneskelig fornuft.

mga