Hold af og hold fast i hinanden

Behov for øget fokus på fællesskab frem for individ

Det er sæson for bryllupper, og på de sociale medier kan man hver dag læse, hvor godt andre familier har det. Hvor lykkelige de er, hvor interessante rejser de tager på, og hvor flot deres børn klarer sig.

Men det passer ikke - i hvert fald er det ikke det fulde billede. For som psykolog Mattias Stølen Due slår fast i dagens avis, er det at have problemer i parforholdet det normale. Ikke det unormale. Med andre ord siger de par, der siger ja til hinanden, også ja til problemer, slid, hårdt arbejde og mange konflikter. Heldigvis siger de også ja til mange gode stunder, et forpligtende fællesskab og ikke mindst et livslangt venskab. Hvis de er heldige. For statistikken viser, at næsten halvdelen af alle ægteskaber i Danmark bliver opløst igen. Måske fordi man har urealistiske forventninger til forholdet og ikke mindst partneren. For sandheden er, med psykologens ord, at hverdagen er byrdefuld, og selv i de bedste forhold bebrejder man hinanden, når presset udefra bliver for stort.

Psykologen, der er aktuel med netop en bog om parforholdets vildveje og udfordringer, slår et slag for, at man fokuserer mindre på sig selv og mere på relationen. I stedet for selvudvikling er der brug for relationsudvikling, og i stedet for at røre sig er der brug for, at man rører ved hinanden. Det er gode pointer, som psykologiprofessor Svend Brinkmann også har trukket frem det seneste år. Og de har ret. For skal skilsmissekurven knækkes, er der brug for at mærke mindre efter, lytte mindre til egen mavefornemmelse og i stedet spørge sig selv, hvad man kan bidrage med. Præcis som man gør i mange andre fællesskaber, blandt andet på arbejdspladsen, hvor de fleste har fokus på det, de arbejder med, og det fællesskab, de indgår i, frem for egen navle.

Det er ganske uromantisk, at Mattias Stølen Due taler om parforholdet som et arbejdsfællesskab, men der er brug for realisme omkring ægteskab og parforhold. Kærligheden kommer ikke af sig selv, til gengæld forsvinder den lige så stille, hvis ikke man prioriterer familielivet og parforholdet. Det er det enkelte menneske og det enkelte pars ansvar, men det er oplagt, at andre kan bidrage.

De præster, der vier brudeparrene, bør også være der, når tingene bliver svære. Flere kirker har med held i de senere år arrangeret møder for kommende brudepar og fulgt op med oplæg og kurser efter brylluppet. Det er en indlysende og relevant opgave for kirken, hvis ikke den kun vil være kulisse for en romantisk iscenesættelse på bryllupsdagen, men også bidrage til, at det går godt for brudeparrene fremover. Faktisk kan et sådant forløb være den bedste gave, brudeparret får. 

kdh