Hovedrengøring i centrum-venstre

Frugtesløst opgør om ”skylden” for SR-regeringens nederlag

Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad
Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

For alle, der vil vide noget om politik bag facaden, er det et interessant, nyt interview, den radikale leder, Morten Østergaard, har givet til månedsbladet Euroman. Han beretter blandt andet om, at han på sit første regeringsmøde som ny leder med daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) blev ”testet.” Der blev lagt et massivt pres på ham for, at han skulle gå med til at revidere dagpengereglerne.

Det afviste han, men presset fortsatte. I valgkampen havde han kun et enkelt møde med den socialdemokratiske formand, og han bebrejder Socialdemokraterne for, at der ikke var mere kommunikation undervejs i valgkampen. Angiveligt var det store regeringsparti under indtryk af fremgangen i meningsmålingerne vendt tilbage til den lidt arrogante holdning til lillebror, som var fremherskende, da Socialdemokraterne i 2010 samarbejdede med SF om valgplanen Fair Løsning. Dengang lød det fra socialdemokratisk side, at De Radikale ikke kunne rette et komma i det, Social-demokraterne og SF var enige om.

Hele det forløb lagde grunden til de legendariske regeringsforhandlinger i 2011 i ”det sorte tårn” på Amager, hvor De Radikale stort set fik deres vilje i den økonomiske politik, der skulle videreføre VK-regeringens linje.

Det lagde gift ud for samarbejdsklimaet i SRSF-regeringen og var hovedårsagen til, dels at regeringen blev beskyldt for løftebrud, dels at SF måtte forlade den efter godt to år. I et lidt større perspektiv var det også her, kimen blev lagt til, at nyt radikalt og venstreorienteret parti, Alternativet, kunne buldre ind i Folketinget ved det seneste valg.

Det smalle Venstre-regering har i sine første uger vist sig overraskende manøvredygtig, og den har åbenlyst bejlet til et bredt samarbejde på en lang række områder.

Den udvikling stiller det såkaldte centrum-venstre over for vigtige strategiske beslutninger. For Socialdemokraterne og De Radikale handler det især om, i hvor høj grad de vil koordinere linjen, når de skal forhandle finanslove og større politiske aftaler som en dagpengereform med regeringen. Vel er der meget, der politisk skiller S og R, men de to partier har også meget fælles gods. Men de seneste ugers gensidige, frugtesløse, offentlige storvask om skylden for valgnederlaget tjener i hvert fald ikke de fælles interesser. Sådan noget øger kun mistilliden og gør det vanskeligere at begynde på en frisk.

Netop fordi Socialdemokraterne har fået en ny formand i Mette Frederiksen, lå der en mulighed for, at de to partier kunne forberede et nyt, fælles projekt, og måske få et mere tillidsfuldt samarbejde. Morten Østergaards udtalelser har umiddelbart gjort det sværere.

hhh