Hvad skal man dog vente sig?

Lad os et øjeblik antage, at et barn ikke er person-ligt udviklende for hverken mor eller far. At man faktisk bliver sat tilbage i sin karriere. Betyder det, at man skal udsætte sin graviditet?
Henrik Hoffmann-Hansen

Samfundets idealer skaber urealistiske idéer om familielivet

Er det ikke selve meningen med livet at få børn? Næ, det var i hvert fald kun svaret fra halvdelen af 340 kvinder, som medvirkede i en undersøgelse foretaget af Fertilitetsrådgiv-ningen på Rigshospitalet fra 2011 til 2014. Næsten ni ud ti svarede, som omtalt i avisen i går, at de forventer at blive personligt udviklet af moderskabet.

Undersøgelsen har dannet grundlag for flere artikler i Kristeligt Dagblad de seneste uger, og de tegner overordnet billedet af en generation med meget høje forventninger til det at få børn. 86 procent af kvinderne forventer at kunne give og modtage kærlighed som mødre, 81 procent forventer, at de får et nyt og vægtigt perspektiv på livet, og knap 64 procent, at de får nye interesser med forældreskabet.

Som det har været understreget i hele artikelserien, er undersøgelsen ikke repræsentativ for alle mødre in spe i Danmark. Den omfatter 340 kvinder fra københavnsområdet, og de er generelt bedre uddannede end befolkningen som helhed.

Derfor ville man formentlig få anderledes resultater i en spørgeundersøgelse blandt et bredt udsnit af befolkningen. Tendensen er imidlertid ikke til at tage fejl af:

Forventningerne til at blive forældre er blevet noget selvcentrerede. De handler ofte om ”hvad jeg kan få ud af det”, og det kan måske igen forklare, at mange kvinder ofte venter urealistisk længe med at forsøge at få børn - og tror, at det er lettere at blive gravid langt op i 30'erne, end det faktisk er.

Den konklusion må dog indeholde det forbehold, at der for mange ikke er tale om et valg. Det kan være, at man ikke kan finde en partner, selvom man gerne ville, og det kan være, at man fysisk ikke kan få børn, selvom man er ung. Dem skal man ikke bebrejde noget.

Alligevel ser det overordnet ud til, at der er noget galt med forventningerne til det at få børn. Lad os et øjeblik antage, at et barn ikke er personligt udviklende for hverken mor eller far. At man faktisk bliver sat tilbage i sin karriere. Betyder det, at man skal udsætte sin graviditet? Den stadig højere gennemsnitsalder for førstegangsfødende kunne tyde på, at en del unge faktisk drager den slutning. Man skal lige have sig uddannelse først, man skal lige gøre karriere og så videre. ”Ken og Barbie-generationen” er der blevet talt om med henvisning til, at mange har for høje forventninger om det perfekte, dukkeagtige liv.

Hvem har ansvaret for det? Det er en forslidt frase at påstå, at det er samfundets skyld, men noget er der altså om det. Medierne og markedet tegner mange idealer, som ikke passer med virkeligheden. Måske skulle vi gøre hinanden en tjeneste ved at vente os lidt mindre?