Der er noget let bekymrende ved en regering, hvis førende medlemmer næsten ikke kan skjule deres triumf over, at et af samme regerings politiske tiltag ser ud til at slå fejl.
Da de første asyltal efter indførelsen af stikprøvekontrol ved den dansk-tyske grænse indløb i tirsdags, så justitsminister Søren Pind (V) sig i hvert fald påfaldende hurtigt kaldet til at fastslå, at det vist ikke hjalp med den dér grænsekontrol:
”Har lige fået indrejsetal for i går. 159 - hvoraf 75 søgte om asyl. Holder de tal i de næste dage er tesen om at mere (grænse)kontrol fører flere asylansøgere med sig til fulde bekræftet. Mange flere,” skrev han på Facebook.
Det er meget muligt, at Søren Pind har ret i sin forventning om, at grænsekontrollen ikke vil begrænse tilstrømningen af asylsøgere. Hvilket dog med naturnødvendighed rejser spørgsmålet om, hvorfor regeringen så har indført grænsekontrol. Svaret er todelt: Fordi regeringen har følt sig presset til det af sit støtteparti, Dansk Folkeparti. Måske som led i en længererækkende underhåndsaftale med DF.
Og så har regeringen - herunder Søren Pind - indført kontrollen, fordi den ikke selv har evnet at få bedre idéer i en akut situation, hvor Sveriges mere massive grænsekontrol meget let kunne føre til ophobning af afviste migranter og flygtninge på danske banegårde.
Det er blot meget uimponerende og ganske lidt betryggende, at regeringen altså godt vil have magten, men helst ikke vil have ansvaret - herunder det svære og utaknemmelige arbejde, der følger med, når man skal tackle en flygtningestrøm, som regeringslederen i sin nytårstale kaldte ”måske (...) den største og mest komplicerede krise, vi endnu har set i dette århundrede”.
Man kunne nøjes med at trække på skuldrene ad Søren Pinds dårligt undertrykte glæde over, at grænsekontrollen ikke ser ud til at virke. Det kunne man, hvis ikke den passede alt for godt ind i et mønster for V-regeringens samlede håndtering indtil nu af den folkevandring, der for alvor ramte Danmark i efteråret.
I sin nytårstale slog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fast, at ”vi vil ikke igen se migranter og asylansøgere på vores motorveje”. Jamen, hvorfor var det nu, at danskerne skulle opleve dette syn?
Et syn, der selvsagt er krænkende i et land, der holder sine vejes fremkommelighed så højt, at et par tabte papkasser på en kørebane kan medføre afbrudte radioudsendelser med alarmagtige trafikmeldinger?
Flygtningeflokken på motorvejen var et synligt udslag af Lars Løkke-regeringens egen fortumlethed ved den nye situation. Af dens manglende rettidige omhu. Af noget så basalt - må man konkludere - som manglende instrukser til Søren Pinds politi om, hvordan det skulle agere over for de mange nye udlændinge.
En sendrægtighed, der kan undre, fordi det egentlig ikke burde være kommet bag på lidt vakse ministre, at nogle svære menneskelige udfordringer kunne være på vej, da det sydlige naboland besluttede sig for at åbne sine grænser for alle, der ville fra Mellemøsten til Nordeuropa.
Måske afspejler det hele simpelthen manglende initiativ og idérigdom stillet over for nye vilkår. Måske - mere sandsynligt - udtrykker det, at regeringen er i indre splid om, hvordan situationen skal gribes an, hvad i hvert fald en insider-baseret artikel i gårsdagens Politiken tydede på.
Spliden handler meget muligt også om, hvor meget regeringen skal afsløre sin egen afmægtighed ved kun at udføre de idéer, som den har fået presset i favnen af DF.
Bortset fra, altså, at Lars Løkke og hans ministre så ikke rigtig udfører dem alligevel; ifølge samme Politiken var der i forgårs kun aktiv grænsekontrol ved 3 ud af 10 grænseovergange, avisen havde besøgt.