Ikke rigtige kirker

Sørgeligt at paven blokerer en tværkirkelig samtale

VATIKANET HAR netop udsendt et dokument, som fastslår, at de protestantiske kirker med rod i 1500-tallets reformation ikke kan betrag-tes som kirker i ordets egentlige forstand. Dokumentet har til hensigt at klargøre synet på kirken, ekklesiologien. Resultatet er nedslående for enhver kristen betragter uden for den katolske kirke. Rigtig kirke er kun den katolske kirke.

Det er både sårende og sørgeligt, at den katolske kirke med pavelig autorisation udsender et sådant dokument. Tiden råber på dialog mellem verdens kirkesamfund og en fælles drøftelse af fælles menneskelige problemer og udfordringer. I stedet leverer den katolske kirke et dokument, der slår fast, at kristen enhed er katolsk.

OVERRASKENDE ER DET derimod ikke. Den katolske kirke er ud fra samme ræsonnement

ikke medlem af hverken Kirkernes Verdensråd eller Den Europæiske Kirkekonference. Og det nye dokuments synspunkter vedrørende kirke-synet er, som det også fremgår af dagens avis, i store træk en gentagelse af dokumentet Dominus Iesus, som troslærekongregationen, der er Vatikanets kontor for den rette lære, udsendte i 2000. Lederen hed da kardinal Ratzinger, den nuværende pave Benedikt XVI.

Også dengang vakte synspunkterne harme internationalt i de protestantiske kirker, og dokumentet fik blandt andet Det Mellemkirke-lige Råd i Danmark til at skrive et stærkt kritisk brev til den katolske biskop i Danmark.

Der er med andre ord intet nyt under solen. Dokumentet kommer mindre end en uge, efter at pave Benedikt XVI udsendte et dekret, der tillader større brug af messer på latin. Den messeform blev indført som et led i den katolske modreformation i 1500-tallet, men blev afskaffet i 1960erne som et led i de moderniseringsbestræbelser, der fulgte efter Andet Vatikan-koncil.

Sammenlagt peger den sidste uges meldinger fra Vatikanet således på en tilbagerulning af reformbevægelserne i den katolske kirke selvom det naturligvis er dygtigt formuleret som den rette videreførelse af traditionen fra koncilet. Og det peger i retning af en kirke, der lukker sig om sig selv og sin egen teologiske tænkning.

SET INDEFRA er der nemlig logik i den katolske kirkes synspunkt som et udtryk for enhed og helhed, funderet som det er i en traditionel katolsk sakraments- og embedsteologi.

Det ændrer dog ikke en tøddel ved, at synspunktet set udefra vanskeligt kan betragtes som andet end udtryk for splittelse, når det så bastant frakender hele den protestantiske tradition kirkenavnet. Måske endda ligefrem som en oprustning i forhold til andre kirkesamfund, sådan som teologiske iagttagere tolker det i dagens avis.

Og det er både trist og forstemmende. At frakende hinanden kirkenavnet er det ringeste udgangspunkt for en tværkirkelig samtale overhovedet. Også selvom det sker i enhedens navn.

bl