Illusionen om politikernes magt

Landets politikere kan mindre, end medierne og de selv siger

Det er en myte i det politiske liv, at politikerne kan løse alle væsentlige samfundsproblemer. Hvis de ikke kan det, hvorfor så stemme på dem? Derfor foregiver politikere at have løsningerne på tidens problemer. Men det har de langtfra, for kernen i mange problemer ligger uden for den politiske sfære.

Medierne forventer på deres side, at politikerne har et bud på en løsning af snart sagt alt, for i et samfund, hvor den offentlige sektor er så stor som i Danmark, ligger det lige for at vende sig den vej, når et problem kalder på en løsning. Nogen må gøre noget, og nogen er politikerne og det offentlige.

Landets nyslåede ældreminister Thyra Frank (LA) gik i fælden, da hun kort efter sin udnævnelse fastslog, som sandt er, at forholdene på landets plejehjem hører under kommunernes selvstyre, og derfor kan hun ikke gribe ind i deres drift. Det var et rigtigt, men dårligt svar, for når Danmark nu har fået en ældreminister, er det svært at forstå, at plejehjem ikke er en del af hendes domæne.

Thyra Frank kom i mediemøllen, fordi et tv-program havde vist, at der er problemer med pasningen af gamle på nogle plejehjem, og selvfølgelig kan hun som minister bidrage til at sætte rammerne for den pasning.

”Vi har ikke brug for flere regler og love,” sagde hun. ”Vi har brug for at bruge vores faglighed og dygtighed til at hjælpe de mennesker, der har brug for hjælp.”

Og det er vel rigtigt. Nu er standarden på danske plejehjem formentlig langt højere end den, der eksemplificeres ved de svigt, som et tv-program har fokuseret på. Men hvis der er et problem i plejesektoren ud over faglighed, er det så ikke, at den kultur, unge vokser op i, ikke fremmer deres omsorgsfølelse eller styrker deres evne til at tage personligt ansvar?

Altså forhold, som ikke kan løses ved flere love. Mange love er blevet til igennem årene, alene fordi politikerne har haft et behov for at udvise handlekraft. Det er velgørende, når en politiker erkender om ikke sin afmagt, så dog begrænsningen af sin magt.

I et stort interview, som vi her i avisen gengav fra The New York Times Magazine med Hillary Clinton inden det amerikanske præsidentvalg i begyndelsen af november, sagde hun, at nogle af de mest gennemgribende strømninger i samfundet ikke er politiske, men kulturelle og psykologiske. Hun omtalte den digitale selfiekultur og Facebook; hun påpegede, at tv-mediet har gjort politik til underholdning; og hun fastslog, at vi alle bør være optaget af at forstå, hvad det er i vores samtid, der gør, at mange mennesker har en oplevelse af ”fremmedgjorthed og af ikke at være forbundne”.

Hillary Clintons anerkendelse af, at centrale og vigtige træk ved samfundsudviklingen ligger uden for den politiske sfære, var velgørende. Og det samme var Thyra Franks på samme tid fejlplacerede og rigtige afvisning af at ”gribe ind” over for landets plejehjem, sådan som medier og opposition rituelt krævede det.