Imamernes troværdighedskrise

Imamerne har lang vej, før ord og gerning hænger sammen

Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad
Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

Et manifest om, at muslimer skal overholde danske love, og at der bør formuleres en dansk udgave af islam. Det er det foreløbige bud på, hvordan man løser den krise, som de muslimske trossamfund er havnet i, efter at fire udsendelser på TV 2 har vist otte imamers mildt sagt ikke-integrerende rådgivning af trosfæller. Fem større islamiske trossamfund står bag idéen om et manifest, som i lørdags blev lanceret i en kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten af tre imamer.

Man forstår imidlertid godt den skepsis, udspillet bliver mødt med på Christiansborg, for det tager ikke fat om nældens rod. Om det, som er kernen i konflikten mellem trossamfundene og det danske samfund. Nemlig uærligheden. Det er uærligheden, som skaber troværdighedskrisen.

Det er muligt, at tv-serien er klippet for hårdt sammen, og at de to ”muldvarpe” i serien selv har fremprovokeret nogle af de kvindeforagtende udtalelser fra imamerne. Helhedsindtrykket – at de siger en ting udadtil og noget helt andet bag lukkede døre – står imidlertid uantastet tilbage.

Der har været meget fokus på imamernes udtalelser om flerkoneri og vold mod børn og deres afvisning af at tillade skilsmisse for en voldsramt kvinde. Mange har peget på, at den rådgivning er i konflikt med den danske lovgivning. Man må hverken have flere koner eller slå mænd, koner eller børn. Problemet er, at man kan finde korancitater, som tillader dette, ligesom man må lyve over for ”vantro”.

Bogstaveligt udlagt er disse citater meget vanskelige at forene med moderne idealer om kvinders ligestilling og børns rettigheder. I et demokrati må man selvfølgelig gerne mene, at et samfund indrettet efter sharia ville være det bedste. Men imamer, der ønsker det samfund, fremstår utroværdige, når de udadtil samtidig siger, at de går ind for de danske værdier.

I den sidste udsendelse kom det frem, at flere muslimske trossamfund får kommunal støtte til ”kulturelle” aktiviteter som sport for unge, men i virkeligheden bliver pengene brugt på koranundervisning.

Ligesom man i en skjult optagelse kunne høre en imam rådgive nogle nyankomne trosfæller om, at de skulle gå ned i borgerservice og fortælle, at de ikke havde nogen penge, selv om de lige havde fortalt ham, at det havde de. Jo, for de kunne kun få en bolig af kommunen, hvis de ikke sagde, at de havde penge med.

Det sociale snyderi kan kun lade sig gøre, fordi Københavns og Aarhus kommuner tilsyneladende ikke kontrollerer, hvad støtten bliver brugt til. Det er dybt kritisabelt. Men det bidrager heller ikke til imamernes troværdighed, at de i gerning på den måde udfordrer det danske velfærdssystem. De har i det hele taget lang vej, før ord og gerning hænger sammen.