Danmark er et lille land. Faktisk så lille, at det burde være en smal sag at binde det sammen med moderne togforbindelser og veje. Og vist er der sket meget. Vi har fået broer over sund og bælt, i hovedstaden er der bygget metro, motorveje gøres bredere, og flere letbaner er på vej i de største byer uden for København.
Alligevel har Danmark over en længere periode investeret væsentligt mindre i infrastruktur end vore nabolande, viste Produktivitetskommissionen i en rapport for et par år siden. Det er formentlig medvirkende til, at danske tog stadig kører langsomt, sviner og jævnligt aflyses eller forsinkes som i går, hvor de igen stod stille i et par timer på Sjælland på grund af signalfejl. Det kan vi dårligt være bekendt i et ellers veludviklet moderne samfund.
Desværre vil Venstre-regeringen heller ikke gøre alverden for at højne den kollektive trafiks kvalitet i fremtiden. Man vil således udskyde langt de fleste investeringer fra Togfonden på ubestemt tid. Det betyder blandt andet et farvel til den timemodel, der skulle have sikret en times transporttid mellem de største byer i landet.
Nu blev Togfonden oprettet af den tidligere SRSF-regering uden Venstres medvirken, så det er ikke så overraskende, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har travlt med at aflyse investeringer for 21 milliarder kroner i fonden. Den formelle begrundelse er, at pengene er væk. De seneste års enorme prisfald på olie betyder faldende indtægter fra nordsøolien, og det var netop de indtægter, den tidligere regering ville bruge til at opbygge Togfonden med. Ingen kender fremtidens oliepriser, så måske får fonden alligevel flere penge ind, end det ser ud til i dag, men finansministeren har fået et alibi for at sige, at den ”ligger i ruiner”.
På papiret så det vældig ansvarligt ud, da den tidligere regering oprettede denne cigarkasse til tog og skinner. I bakspejlet viser det sig at være meget uheldigt, fordi fondens overlevelse blev hængt op på, hvor stort et overskud olien kunne give. Dermed så man helt bort fra, at investering i hurtigere og renere tog i sig selv ville være en strålende samfundsøkonomisk forretning, uanset hvordan pengene til investeringen kunne skaffes. Ud fra en økonomisk, miljømæssig og regionalpolitisk synsvinkel ville det nemlig give en gevinst under alle omstændigheder.
Ifølge Banedanmark giver investeringer i hurtige, elektriske tog et afkast til samfundet på mellem fem og syv procent om året. Få andre investeringer kan hamle op med det. Miljøøkonomisk er afkastet ved at droppe dieseltogene endnu større, nævnte Produktivitetskommissionen. Og regionalpolitisk vil kortere rejsetider mellem landsdelene have en væsentlig mere positiv effekt for yderområder end den meget omtalte udflytning af statslige arbejdspladser.
Så det er en infrastrukturel og økonomisk kortslutning, at regeringen vil lægge Togfonden i ruiner. Det haster med at modernisere jernbanenettet, og på alle måder kan det endda betale sig.