Debatten i kølvandet på dommen over terroristsympatisøren Sam Mansour har hurtigt udviklet sig til at handle om, hvorvidt tredelingen af magten i Danmark er eroderet. Intet mindre. Vi er angiveligt hastigt på vej til at sætte hele retsstaten over styr, fordi en række politikere har udtalt sig om sagen.
Så galt går det nu ikke. Da Sam Mansour i sidste uge modtog en fængselsdom, men ikke fik frataget sit statsborgerskab, fik det Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard til at udtale, at det danske demokrati har spillet fallit. Fra Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, lød det, at mennesker som Mansour, der opfordrer til terror, ”de har intet at gøre i Danmark”.
Nuvel, det er store ord fra de to politikere, som man kan være enig i eller ej. Men selve det, at de udtaler sig, burde ikke være et problem. Det mener imidlertid Mansours forsvarsadvokat, Thorkild Høyer, som har anmeldt fem folketingspolitikere fra den borgerlige fløj og en socialdemokrat for at have udtalt sig om sagen.
Det er ikke så usædvanligt, at politikere udtaler sig om en sag inden endelig dom. Og inden forargelsen går over gevind, er det værd at minde om, at folketingspolitikere ifølge Grundloven faktisk har en udvidet ytringsfrihed. Som folkevalgte har de pligt til at forholde sig til principielt vigtige sager som Mansour-sagen og tale deres vælgeres sag.
At de folkevalgtes brug af ytringsfriheden skulle undergrave magtens tredeling, som retspræsident Torben Goldin har udtalt, er uforståeligt. Domsmænd er vel ikke så uselvstændigt tænkende og påvirkelige, at de robotagtigt lader sig styre af en tilfældig politikers forudsigelige politiske uenighed med en domsafsigelse? I andre lande ville man se det som et sundhedstegn, at der var offentlig debat om sager af principiel betydning. Hertillands synes idealet at være, at den offentlige debat pænt tier, indtil juristerne har talt.
Men jura er ikke en eksakt videnskab, og magten i Danmark vil stadig være delt i en lovgivende, dømmende og udøvende magt, når Mansours ankefrist udløber. Ingen grund til panik. De måske overophedede udtalelser fra politisk hold og den ikke mindre overophedede politianmeldelse af de folkevalgte er indlysende nok udtryk for, at indvandring er et heftigt debatteret emne i Danmark.
Men debatten er også udtryk for, at dommerstanden har en klar interesse i ikke at blive underkastet kritik og opmærksomhed.
I et frit samfund som det danske bør ingen imidlertid være hævet over kritik, heller ikke dommerne, som ikke bør skjule sig bag floskler om, at magtens tredeling ødelægges, fordi folkevalgte har holdninger.
mbh