Få ting i verden er så forudsigelige, som når en regering fremlægger sit finanslovsforslag. Fra regeringens side lyder det traditionen tro, at alle besparelser knap vil kunne mærkes, hvorefter oppositionspartier og interesseorganisationer i respekt for samme tradition svarer, at besparelserne er udtryk for et blodbad og en massakre.
Det er en rituel stammedans, hvor begge parter godt ved, at sandheden er placeret et kedeligt sted halvvejs mellem de store ord.
Men uden at man skal svinge sig helt op til massakre-retorikken kan der i år være grund til at mene, at kritikken af Venstre-regeringens netop fremlagte finanslovsforslag på ét punkt er helt berettiget.
For regeringens voldsomme besparelser på u-landsbistanden virker frakoblede fra den globale virkelighed - og det uanset om man betragter besparelserne ud fra et humanitært eller egennyttigt synspunkt.
Vi lever i en tid med historisk voldsomme flygtningestrømme over Europas grænser. Fra krigene i Irak og Syrien flygter millioner, og fra Afrika vokser også mængden af migranter og flygtninge i en grad, så selv flygtninge- og nødhjælpsorganisationer taler om ragnarok og en trussel mod velfærdssamfundet.
Samtidig taler både eksperter og politikere om, at vi ikke kan løse problemet, når flygtningene først står i Europa, men skal investere langt mere i hjælp i nærområderne.
At regeringen i det lys vil skære næsten tre milliarder kroner af u-landsbistanden, så den reduceres fra 17,7 milliarder kroner til 14,8 milliarder kroner, er det vanskeligt at se logikken i.
Tværtimod kan man argumentere for, at Danmark og EU bør gå foran i arbejdet for en massiv international investering i flygtningenes nærområder, en moderne Marshall-hjælp med fokus på civilsamfund og levevilkår, der både sikrer menneskeliv og bremser strømmen af flygtninge.
Beskæmmende er det også, at regeringen i sit finanslovsforslag svinger sparekniven over erfarne humanitære organisationer som Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, Danmission og Dansk Røde Kors, som med deres indsats for verdens svageste netop kan modvirke behovet for at flygte.
Naturligvis skal dansk u-landsbistand mødes med krav om økonomisk bevidsthed og synlige resultater, men det sker ikke gennem historisk store besparelser, så udviklingsarbejdet bliver en kortsigtet hoppen fra tue til tue uden sikkerhed for de kommende års finansiering.
Verden - og Danmark - har ikke brug for, at der investeres mindre i løsningen af de problemer, der sender millioner af mennesker på flugt, og man kan derfor kun håbe, at de øvrige partier vil gå til finanslovsforhandlingerne med et større blik for både de nationale og globale udfordringer, så regeringens forslag ikke bliver virkelighed.