Islamisk Stat med ryggen mod muren

Jo før IS drives ud af Mosul, des bedre. Også humanitært set

Man må håbe, at offensiven mod Islamisk Stats sidste storby-bastion, Mosul, som irakiske og kurdiske styrker med amerikansk støtte indledte sent i søndags, bliver en hurtig succes for anti-IS-koalitionen. Terrorhæren har holdt byen besat i to år, men viser nu tegn på at være demoraliseret. Det gør den, efter at det er blevet åbenbart, at IS’ sejrsgang igennem dele af Irak og Syrien tilbage i 2014 byggede betydeligt mere på folks frygt og lokale lederes opportunisme, end på troen på det kalifat, IS-lederne var hurtige til at udråbe.

Et forsvar af de erobrede områder, der skal bakkes op af kalifatets kuede undersåtter og leveres af jihadister, hvoraf mange begynder at fortryde det blodige eventyr, de har begivet sig ud på, har ringe udsigter.

Måske. Desværre er det mere sandsynligt, at IS’ kernetropper stående med ryggen mod muren er indstillede på en apokalyptisk kamp, der skal få det skrumpende tusindårsrige til at gå ned i et forjættende flammehav. En fornuftig strategi for angrebet på Mosul forudser derfor blod, sved og tårer – i uger, måske måneder. Historien viser, at fanatikere, der kun kan se frem til ydmygelse, dom og i værste fald en meget kontant afregning for deres forbrydelser, kan holde stand umanerligt længe.

Og som altid i bykrig truer det med at blive uendelig blodigt og kræve uhyggelige ofre af civilbefolkningen. Især fordi IS-terroristerne med omhu vil forskanse sig – og derefter prøve at undslippe – blandt uskyldige civile.

Spørgsmålet er med lidt andre ord, om det bliver Bagdad 2003 om igen, eller om det bliver Stalingrad 1943. Helt uden sammenligninger i øvrigt. De historiske eksempler på militære opgør om strategiske storbyer viser dog, at anti-IS-styrkerne ikke på forhånd kan ane, om de kan trille igennem byen på få dage, som den vestlige koalition formåede med Bagdad under Irak-invasionen, eller om det bliver et månedlangt slag fra hus til hus som Nazitysklands begyndende dødskamp på Østfronten. Humanitært er forskellen helt afgørende både på kort og længere sigt.

En hurtig sejr for den irakiske regering, de kurdiske peshmerga-styrker og det amerikansk ledede luftvåben kan indebære, at den store humanitære katastrofe udebliver. En langtrukken og fastlåst kamp derimod vil både udløse nød, sult og lidelser inde i byen og for de indbyggere, der desperate prøver at flygte ud af den. Man må også forudse, at jo længere IS holder stand, des mere aggressivt eller direkte hævngerrigt vil de irakiske regeringsstyrker tage sig til rette, når byen endelig falder.

Under alle omstændigheder kræver det stor statsmandskunst, hvis sekteriske opgør mellem shia- og sunnimuslimer skal begrænses. Mosul er en sunni-domineret by, hvorfor IS med sin sunni-chauvinisme kunne løbe byen over ende relativt nemt for godt to år siden. Men Iraks premierminister, Haider al-Abadi, er shia, hærens ledelse består af shiaer, og Iraks befolkningsflertal er shiaer. De føler ikke, at de har meget at takke de sunnier for, der historisk har siddet på magten i Irak. Man kan derfor håbe det bedste i Mosul, men må frygte det værste.