Ali Saad Dawabsha blev 18 måneder. Den lille palæstinensiske dreng mistede sit liv, da formodede jødiske ekstremister tidligt i går morges kastede brandbomber mod to huse i landsbyen Duma på Vestbredden.
Det barbariske angreb, der også har kvæstet Ali Saad Dawabshas forældre og fireårige storebror, er angiveligt en hævnaktion, efter at israelske myndigheder forleden fjernede to ulovligt opførte bygninger i den nærliggende jødiske bosættelse Beit El.
Og på det brandhærgede hus efterlod gerningsmændene da også slagordene ”Længe leve Messias!” og ”Hævn!”.
Drabet er desværre kun seneste afsnit i historien om en modbydelig hævnspiral, hvor ethvert håb om fred mellem israelere og palæstinensere aktuelt er taget som gidsel af de mest fjendske og uforsonlige grupperinger på begge sider.
Det er eksempelvis kun godt et år siden, at personer tilknyttet Hamas-bevægelsen i en lige så afstumpet handling kidnappede og dræbte tre israelske teenagere, hvilket kort efter udløste den månedlange krig mellem Israel og Hamas i Gazastriben. Her skønnes det, at mere end 2000 mennesker mistede livet, heraf mange civile og børn.
Situationen kan synes håbløs. Israelernes velbegrundede frygt for terror fra blandt andre Hamas har, kombineret med den voldsomme vækst i antallet af ortodokse jøder, rykket israelsk politik markant mod højre.
Det har så igen styrket de Israel-fjendtlige kræfter, både i og uden for Israel. Begge parter er endt i et nulsumsspil, som ingen af dem formår at ændre på.
Man skal ikke dog tro, at bosættelserne, som det til tider præsenteres af vestlige Israel-kritikere, er den eneste årsag til konflikten.
Selv uden bosættelser ville israelerne ikke være sikre, men stadig i kraft af deres lands historiske, kulturelle, religiøse og geografiske identitet skulle forholde sig til en konstant trussel.
Men Netanyahu-regeringens kurs i bosættelsespolitikken udfordrer den opbakning, som Israel har brug for fra EU, USA og det øvrige Vesten.
Så selvom det kun er på sin plads, at israelske politikere fordømmer gårsdagens modbydelige mordbrand som terrorisme, nytter det ikke, hvis det ikke følges op af en politisk vilje til at trodse de mest yderligtgående ortodokse kræfter.
Som Kristeligt Dagblad beskrev forleden, udgør de ultraortodokse godt 10 procent af Israels befolkning, mens de sekulære udgør mere end halvdelen. Hvis ikke den balance afspejler sig mere i den førte politik, vil det kun gavne ekstremister på begge sider. Og resultatet vil blive flere døde børn og unge.