Næste sommer er det 40 år siden, Israel besatte Vestbredden i Seksdageskrigen mod Jordan, Syrien og Egypten. Medmindre Israels regering, med Ehud Olmert i spidsen, ændrer sin nuværende holdning til rømningen af de israelske bosættelser på Vestbredden, vil sommeren 2007 også markere etårsdagen for den israelske regerings beslutning om at fastfryse planen om rømning af Vestbreddens bosættelser.
Tydeligt chokeret over den tiltagende trussel, Hamas' Gaza og Hizbollahs Sydlibanon er blevet til efter Israels ensidige tilbagetrækninger herfra, har Ehud Olmerts regering lagt planen om yderligere tilbagetrækninger på is. Sagt anderledes har oprustning fra Hizbollahs og Hamas' side fået Olmerts regering til at lægge sin eneste reelle plan på is. Rømning af Vestbreddens bosættelser kan ikke komme på tale i øjeblikket, og Olmert manøvrerer sig nu igennem de politiske vande på en visionsløs og tilfældig måde, hvor regeringens egen overlevelse og den iranske trussel synes at være eneste bekymrering for ledelsen.
Hermed ikke sagt, at der ikke er grund til at bekymre sig over den tiltagende iranske trussel. Men fastfrysningen af rømningsplanen sender både de forkerte signaler til Vestbreddens bosættere og den palæstinensiske befolkning i en tid, hvor en rømning lader til at være det eneste umiddelbart opnåelige fremskridt i konflikten mellem Israel og palæstinenserne.
Med rømningsplanen på hylden sender den israelske regering et signal, de jødiske bosættere tolker som grønt lys til at bygge og fortsætte udvidelsen af Vestbreddens bosættelser. Og det er det forkerte signal. Den israelske regering bør handle utvetydigt i henhold til sin rømningsplan. Og hvis planen lægges på hylden, bør regeringen fastsætte en tidsplan for dens fremtidige aktivering. Ehud Olmert blev i høj grad valgt på grund af rømningsplanen, og han skylder både sine vælgere, palæstinenserne og alle dem, der venter på en afvikling af den israelske besættelse, at holde sig til planen. Selv i en tid, hvor rømningsplanen ikke er på dagsordenen, bør den israelske regering gøre sit yderste for at hjælpe de jødiske familier på Vestbredden, der rent faktisk allerede ønsker at flytte.
Regeringen bør omgående annoncere sin støtte til den slags familier, der kun opholder sig på Vestbredden af økonomiske og ikke af ideologiske hensyn.
Bosætterbevægelsens ledere har ikke været lang tid om at få øje på Olmert-regeringens svage sider og benytter nu lejligheden til at igangsætte en omfattende kampagne, der i sidste ende skal rodfæste bosætterne endnu mere på Vestbredden. I stedet for at bekymre sig om en fremtidig rømning planlægger bosætterne nu at markedsføre industriområder på Vestbredden og forvandle mindre landsbyer til byer med et større antal indbyggere. Sådan en udvikling vil få katastrofale følger for det fremtidige forhold mellem Israel og palæstinenserne og gøre en eventuel fremtidig rømning endnu sværere. Det er den nuværende israelske regerings fulde ansvar at medvirke til afslutningen af den snart 40 år gamle besættelse på den mest aktive måde.
A.S