I morgen er det 200 år siden, at danske jøder blev ligestillet med rigets andre borgere. Det markeres med god grund i blandt andet den jødiske synagoge i København ved en højtidelighed på søndag. Men fejringen af kong Frederik VIs frihedsbrev til rigets dengang 2000-3000 jøder finder også sted på et tidspunkt, hvor jødernes frihed til at forvalte deres tro, som traditionen foreskriver, på ny er udfordret.
Nu er det ikke egentligt jødehad eller anti-semitisme, der truer, men derimod følgerne af den sekularisering, som gør stadig flere danskere uvidende og ufølsomme over for andres religion. Med et pennestrøg besluttede fødevareminister Dan Jørgensen (S) således for nylig at forbyde jøder og muslimer rituel slagtning uden at drøfte emnet med de berørte trossamfund. Da der stort set ikke finder rituel slagtning sted herhjemme uden forudgående bedøvelse, har forbuddet ingen stor praktisk betydning, og symbolikken bliver derfor des mere tydelig. Hensynet til jøders og muslimers religiøse tradition i 2014 vejer ikke lige så tungt som hensynet til for eksempel dyrevelfærd og den offentlige mening.
LÆS OGSÅ: Jødisk strid om Vestager som taler ved jubilæum
Jødisk og muslimsk omskæring er også igen sat til debat. For jøderne er den et afgørende symbol på et tilhørsforhold. Hvis omskæring forbydes, vil det være et dødsstød til det jødiske samfund i landet.
I det politiske liv hyldes mangfoldigheden i samfundet, samtidig med at tolerancen over for de forskelligheder, der begrundes i religion, bliver stadig mindre.
Datoen den 29. marts 1814 var skelsættende, men gav ikke jøderne fuld ligestilling herhjemme. Det var en noget for noget-aftale, som kongen indgik med det jødiske samfund. Prisen for at få de borgerlige rettigheder var, at jøderne åbnede deres ellers lukkede menighed mod omverdenen. Kongen og hans embedsmænd fik dermed bedre styr på, hvad der foregik.
Det jødiske trossamfund skulle droppe sit traditionelle jiddische administrationssprog og i stedet bruge dansk eller tysk. Der skulle prædikes på dansk i synagogen. Fødsler, begravelser og bryllupper skulle indberettes til øvrigheden, og på en række andre områder måtte jøderne tilpasse sig. De forblev dog på flere måder fortsat diskrimineret indtil den fulde ligestilling med anerkendelsen af Det Mosaiske Troessamfund, der fulgte med Grundloven af 1849.
Datidens jødefjendskhed er ofte blevet tilskrevet nederlaget i Napoleonskrigene og statsbankerotten i 1813. Der skulle findes en syndebuk. Men antisemitismen stak dybere og fandt blandt andet næring i kirken.
Det jødiske frihedsbrev udstak en integrationskurs over for den jødiske befolkning, som sikrede dens gradvise tilpasning i landet. Den var enestående og bidrog til, at danskerne i 1943 betragtede jøderne som fuldgyldige landsmænd og derfor hjalp dem med at flygte til Sverige.
Festen for det jødiske frihedsbrev er berettiget, men kan ikke holdes uden bevidsthed om, at antisemitismen fortsat trives og i visse dele af det danske samfund er i vækst. Det skyldes ikke mindst unuancerede debatter om Israel og den muslimske indvandring, der har bragt en mellemøstlig konflikt til Danmark med antisemitismen i sit kølvand.
Når man dertil lægger det politiske forbud mod rituel slagtning og den stærke debat om omskæring, er der grund til at hejse et advarselsflag. At tolerere mindretallet, herunder det jødiske, er demokratiets adelsmærke. Den tolerance indbefatter en udstrakt accept af mindretallets tro og religiøse praksis. Sådan var det i 1814, og sådan bør det være i 2014.