Noget tyder på, at vinderen af folketingsvalget på næste torsdag bliver de partier, der lover mest velfærd til borgerne. Danskerne er umættelige, når det gælder appetitten på offentlige ydelser. Velfærd er blevet det store plusord, men er et underligt begreb. Velfærd er ikke noget, man bare kan uddele. Først skal der skabes velstand, som kan beskattes, og alt for mange danskere finder sig i stigende grad berettigede til velfærd, som andre betaler.
Det store principielle spørgsmål, som stort set ikke rejses i valgkampen af andre end Liberal Alliance, burde handle om forholdet mellem stat og samfund. Det var engang kernespørgsmål for alle borgerlige partier at værne om borgernes personlige frihed, men fordi folketingsvalg vindes på den politiske midte, i takt med at danskerne er blevet afhængige af de mange ydelser, er der gået sport i at sikre befolkningen mere velfærd. Derfor har Danmark fået verdens højeste skattetryk og verdens største offentlige sektor målt på indbyggertallet.
Vælgerne er blevet pakket ind i et samfundssystem, hvor staten er blevet alles sagsbehandler, og hvor den enkeltes personlige ansvar bliver mindre og mindre. Den vigtige principielle debat om størrelsen af den enkeltes frihed, ansvar og pligt i forhold til fællesskabet burde være den helt centrale i denne som i alle valgkampe, men er det ikke.
Siden 1970 er antallet af ansatte i den offentlige sektor mere end fordoblet fra knap 400.000 til 836.000 i 2014. I samme periode er antallet af danskere på offentlige ydelser også mere end fordoblet til godt 2,1 millioner mennesker. Det tal omfatter folkepensionister, førtidspensionister, unge på uddannelsesstøtte og alle andre tænkelige ordninger.
Der er i dag flere, der bliver forsørget, end der er forsørgere. Måske er det derfor, at danskerne rangerer som verdens lykkeligste folk, men det er ikke sundt for et demokrati, når flertallet kan stemme sig til, at mindretallet skal betale flere ydelser til dem. Og det er heller ikke sundt for et samfund og dets erhvervsliv, når så mange bliver holdt i passiv forsørgelse. Samfundet mister dynamik, og blandt andet derfor er Danmark i så stor hast ved at tabe sin førerposition blandt verdens rigeste lande.
Velfærdsstaten er i færd med at sejre sig ihjel. Den er til for samfundets svageste, og dem skal vi hjælpe. Men det er ødelæggende, når hele befolkningen anskues som svag.
Det er på tide, at politikerne for alvor begynder at diskutere, hvordan vi kan svække statens greb om borgerne og derved styrke det danske samfund og de mange gode kræfter, der ulmer her. Sker det, vil det enkelte menneskes personlige ansvar - og initiativlyst - også blive styrket. Det er der brug for.
bjer