Her i julemåneden har reklame- og PR-bureauet Mensch gjort opmærksom på sig selv i helsides avisannoncer med overskriften: "Hvad er egentlig forskellen på Folkekirken og Scientology?". Teksten argumenterer for, at stat og kirke bør adskilles, så folkekirkens monopol kan ophæves, og alle religioner stilles lige på markedsmæssige vilkår. Kan man overhovedet tro på en folkekirke, der ikke kan klare sig i sund konkurrence? spørges der. Annoncen er tænkt som blikfang og er en slags forsmag på, hvad man kan forvente, hvis man hyrer netop dette åndrige reklamebureau.
Annoncen skal nævnes her, alene fordi den udtrykker, hvad mange danskere i dag mener. Hvorfor skal en tro som kristendommen nyde forrang i et land, når der er flere trosretninger til stede? spørger mange sig selv. Nej, lad os få det hele ligestillet, så kristendommen får en mindre rolle at spille, ja, lad os bare marginalisere kirken, for er forskellen på den og Scientology andet end troen? Og den har vi jo kun, så længe vi ikke ved bedre.
Når danskerne i morgen fejrer kristendommens største folkelige højtid, er det et udtryk for, at kristendommen trods sekulariseringen af samfundet er en dybtliggende del af det kulturelle arvegods, som bærer det folkelige fællesskab. Julen skal der ikke røres ved, men det ville være velgørende, hvis endnu flere gjorde sig klart, hvor meget den kristne tro, der udspringer af budskabet om Jesu fødsel, betyder for kulturen herhjemme og den øvrige del af den kristne verden. Hvorfor troen selvsagt ikke skal reduceres til en privatsag uden hjemstedsret i det offentlige rum.
En af årets store kulturbegivenheder i København var fejringen af Golden Days-festivalen, der i år satte fokus på 1700-tallet. I den forbindelse blev der udgivet en bog om oplysningens århundrede, hvor kapitlet om tro gjorde grundigt op med den vante fordomsfulde forestilling om, at 1700-tallet var det århundrede, hvor oplysningen kastede sit lys ind i det mørke, som kirken og dens budskab havde efterladt.
I bogen gøres der også rede for, at kristningen af Grønland på det tidspunkt kunne foregå så fredsommeligt, fordi budskabet om mildhed, næstekærlighed og tilgivelse var en lettelse for eskimobefolkningen. Den levede med blodhævn og udbredt vold mod kvinder og børn og en rangorden i samfundet, hvor storfangerne havde magten. Med kristendommen sagde man også farvel til et angstfyldt forhold til vandet, luften, isen, dyrene og medmenneskene, som det kom sprogligt til udtryk i et rædselsgalleri af uhyggelige sagn.
Polarforskeren Knud Rasmussen fortæller i en anden sammenhæng i beretningen "Gamle Kuanjas julebudskab" bevægende om en af de gamle grønlændere, han havde mødt. Det er mandens omvendelse til kristendommen som dreng en julenat, der er fortællingens kerne. Den er en beskrivelse af, hvor stærkt julens budskab kan ramme et menneske. Den unge Kuanja ser pludselig, at en stor ånd, Kraftens herre, som han kender fra de grønlandske sagn, er rå og brutal, fordi han kommer mennesker til hjælp ved at udstyre dem med en styrke, de kan bruge til at slå andre ihjel med. Mens de kristnes Herre gør det modsatte og forlener styrken med ydmyghed. Historien rummer det kristne julebudskab i al dets enkelhed og komplicerethed. Det forvandler drengen, da han oplever sin første julenat blandt kristne i Grønland, men det forvandler også samfundet og menneskers forhold til hinanden.
Det er både et mysterium og en historisk virkelighed, når det i kirken forkyndes, at det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Julenattens hellige glæde, som den gamle grønlænder Kuanja udtrykker det, er for alle mennesker. Til liv og trøst.
GLÆDELIG JUL!
bjer