Julens hjemlængsel

Julefejring er forbundet med menneskers længsel

Følger man bare det mindste med i verdens gang, forekommer det, at der denne jul er ekstra behov for at lade sig trøste af juleevangeliets løfte om håb til en forkommen verden. Der er opbrud omkring os. Fællesskaberne og hævdvundne værdier står for fald. Krig og ulykke er hverdag for alt for mange. I Afrika flygter mennesker fra fattigdom og sult, i Mellemøsten især fra krig og forfølgelse. I Syrien hersker kaos. Alle grupper er ramt, men i hele regionen er især kristne en truet minoritet. Forfølgelse, udslettelse og fordrivelse af den kristne menighed i Mellemøsten, hvor kristendommens vugge stod, er en af vor tids allervigtigste og mest dramatiske og ulykkelige begivenheder.

Josef og Maria blev selv flygtninge efter julenat, fordi kong Herodes ifølge Matthæusevangeliet begik mord i Betlehem på alle børn under to år, da han havde fået nys om, at dette barn var udvalgt til at blive den nye konge. Også i dag er et rekordstort antal mennesker på flugt. De bærer deres hjem med sig i sprog og kultur, som de forståeligt nok værner om, og de længes ofte hjem. I Vesten lever de fleste trygge liv, og alligevel længes vi. En af de forfattere, der har beskæftiget sig med det moderne menneskes hjemlængsel, er den indisk-engelske Salman Rushdie. Han har sagt, at fordi de fleste i dag ikke lever i fasttømrede samfund, men rejser hjemmefra, bliver alle moderne mennesker hjemløse, og det er et centralt vilkår for den måde, hvorpå vi lever i forhold til tidligere generationer.

Mange mennesker rejser hjem for at holde jul. Julen giver næring til hjemlængslen. Hjem er symbol på tryghed og tilhørsforhold. At rejse hjem er ofte at rejse tilbage, også i tid. Selv voksne med eget hjem siger, at de skal hjem, når de besøger deres gamle forældre. Julen er fortidsvendt – rør blot ikke ved min gamle jul – og det samme er hjemmet.

Et amerikansk julehit bærer titlen ”Driving home for Christmas” – jeg kører hjem til jul – og rummer strofen om længslen efter at sætte sine fødder på hellig jord, nemlig hjemmets. Hjemlængslen er også en paradislængsel. En længsel efter det sted, hvor alt er godt. Hvor livet giver mening, hvor man hører til.

Hjemlængsel er lige så gammel som mennesket, men når DSB for to år siden kunne lave en kampagne for sine julerejser, hvor ordet ”hjem” spillede en central rolle, var det formentlig også, fordi begrebet har fået en næsten mytisk klang. Des mindre forankrede det moderne menneske er, des stærkere bliver følelsen af både rodløshed og hjemlængsel.

Når hundredtusinder af mennesker i morgen aften sætter sig til rette på kirkebænkene rundtomkring i landet, er der frit udsyn til juletræer og levende lys. Men også til altertavlerne, hvor dog kun få har Jesu fødsel som motiv.

Selvom julen folkeligt set er den største højtid i kirken, er det påsken, der er den teologisk vigtigste. Derfor er korsfæstelsen eller opstandelsen et langt hyppigere motiv på altertavlerne i landets kirker.

I Todbjerg Kirke ved Aarhus har Sven Havsteen-Mikkelsen malet julenat til kirkens altertavle (gengivet på avisens forside). Kunstneren har fokuseret på barnet, der både bades i lys og selv udstråler lys, mens det er omgivet af mørke. Staldens kraftige tagspær peger hen på korsfæstelsen og giver en alvorsfuldhed. Som et ekko af Johannesevangeliets ord om, at ”lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”, trænger dette himmelske lys ind i vore liv. Som et svar på menneskers hjemlængsel.

GLÆDELIG JUL