Kampen om sandhederne

En stærk og fri presse er det bedste våben mod falske nyheder

Fake news, falske nyheder, er et begreb, vi lærte at kende i 2016. Vi kender nu til en mindre industri, som formentlig med russisk medvirken og med base i flere østeuropæiske lande producerer nyheder, som har meget lidt med virkeligheden at gøre, men som ikke desto mindre kan få stor indflydelse på det, vi forstår som virkeligheden. Blandt andet ved simpelthen at skabe forvirring. Hvad er op, og hvad er ned? Hvad er sandt, og hvad er falsk?

Meget tyder på, at Putins Rusland i de seneste år har søsat en de facto informationskrig, som vi endnu ikke kender det fulde omfang af, og det er naturligvis forståeligt og formentlig også nødvendigt, at de vestlige demokratier forholder sig til den situation. Men der er grund til, at vi fra europæisk side tænker os rigtig godt om, inden vi med ukloge og enøjede modtræk underminerer den ytringsfrihed og de frihedsrettigheder, vi faktisk ønsker at kæmpe for. Og hvis Ruslands mål har været at svække den vestlige offentlighed og sløre realitetssansen, har de på kort tid fået fuld valuta for indsatsen.

Lige nu slynger alle om sig med betegnelsen fake news, især når det gælder historier, man ikke bryder sig om. Den kommende præsident Donald Trump siger det om CNN. Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) brugte betegnelsen om Morgenavisen Jyllands-Posten, da den for nylig skrev en historie om placeringen af en ny politiskole, som han ikke brød sig om. Fake news er giftigt. Men hvad stiller vi så op?

Senest har Tyskland presset Facebook til at sortere i nyhedsstrømmen for tyske brugere, så historier, som gentagne gange anmeldes som utroværdige, vil blive undersøgt af uafhængige fakta-tjekkende journalister. Det er glædeligt, at Facebook omsider er begyndt at tage ansvar for det indhold, de er med til at udbrede, men det er også naivt at forestille sig, at et hold fakta-tjekkere vil kunne sikre, at kun sandheden og intet andet vil tilflyde Facebook-brugerne.

En af pointerne med den frie presse og det åbne samfund er, at ingen ligger inde med sandheden. Pravda, Sandheden, var netop navnet på de russiske bolsjevikkers dagblad. Den historiske lektie er, at pressen kun foregiver at være budbringer af sandheden i bestemt ental, når den er i seng med det politiske magtapparat. I et frit demokrati ligger politikerne ikke inde med sandheden, medierne gør heller ikke.

Men politikerne kan gøre deres synspunkter gældende og lovgive, så mulighederne for at udbrede åbenlyst falske nyheder minimeres. Medierne kan, når de er bedst, med klassiske journalistiske virkemidler afdække konflikter og interesser, så folk selv kan tage stilling.

I stedet for at tale de etablerede medier ned, fordi de afdækker ubekvemme forhold, bør politikerne indse vigtigheden af – ikke mindst i disse år – at sikre de bedst mulige rammer for balancerede medier, som tør skrive, ikke om sandheden, men om virkeligheden.