Idéen om at indføre en kanon for undervisningen i folkeskolen var i udgangspunktet helt rigtig. I en historieløs tid giver det god mening at opliste de historiske begivenheder og de kulturelle værker, som skoleelever skal stifte bekendtskab med. Idéen om en kanon har fra begyndelsen været en konservativ mærkesag, og nu har De Konservative tilføjet endnu et ”værk”, som alle elever skal præsenteres for.
Det er Muhammed-tegningerne, som Morgenavisen Jyllands-Posten bragte tilbage i 2005, og som siden førte til den største diplomatiske krise for Danmark efter Anden Verdenskrig. Det er ikke nogen ligegyldig eller lille begivenhed i danmarkshistorien, og derfor lyder idéen om at gøre præsentationen af tegningerne obligatorisk i folkeskolen umiddelbart besnærende.
Men også kun umiddelbart. Sagen er, at forslaget kan føre til en helt unødvendig og integrationshæmmende konfrontation i mange klasseværelser. Som tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen, påpegede her i avisen i lørdags, kan det have en radikaliserende effekt på nogle af eleverne. Han stiller det helt relevante spørgsmål: Hvorfor blive ved med at tirre?
Der er efterhånden ikke meget, der er helligt for moderne mennesker, men enkelte eksempler kan nævnes. Man kan nok forestille sig ramaskriget, hvis det blev obligatorisk i ytringsfrihedens navn at vise alle elever billeder af aborterede fostre fra 12. uge. Det skal man selvfølgelig heller ikke gøre, men eksemplet viser, hvorfor man bør tænke sig om en ekstra gang, før man kræver, at meget kontroversielt materiale partout skal bruges overalt i folkeskolen.
Langt hellere bør man overlade det til den enkelte lærer og den enkelte skole at finde ud af, hvordan man vil tage Muhammed-krisen op.
At den skal tages op, kan der ikke være uenighed om. Sidder læreren med en klasse, hvor en tredjedel af eleverne har muslimsk baggrund, er der stort set statsgaranti for, at en fremvisning af tegningerne vil blokere helt for budskabet om, at ytringsfrihed er af det gode.
I en anden klasse, hvor der kun er elever med ikke-muslimsk baggrund, kan det derimod give god mening at fiske karikaturtegningerne frem.
Endelig burde man også overveje, at vi i hvert fald delvist har passeret lærebøgernes tidsalder. I dag hentes meget undervisnings-materiale på internettet, og det er den smalleste sag i verden at søge tegningerne den vej.
Så en god pragmatisk løsning kunne være, at læreren opfordrer eleverne til selv at finde frem til tegningerne, hvis de vil se dem. Så kan de elever, der ikke ønsker det, lade være. At tvinge alle til at se på, ligner et konservativt kanonskud i egen fod.
hhh