Kina har brug for politiske reformer

Ny ledelse må lytte til stigende utilfredshed i befolkningen

Kinas nye ledelse, der ventes på plads efter afslutningen i går af den 18. partikongres for det kinesiske kommunistparti, står over for enorme udfordringer.
Kinas nye ledelse, der ventes på plads efter afslutningen i går af den 18. partikongres for det kinesiske kommunistparti, står over for enorme udfordringer. Foto: 10020 Leif R Jansson SWEDEN.

Undervejs gennem Kinas spektakulære opstigning, hvor man har bragt hundreder af millioner af mennesker ud af dyb fattigdom og foreløbig har nået en position som klodens næststørste økonomi, har det været et dogme, at den kinesiske befolkning har for travlt med at få del i de nye muligheder til at bekymre sig om politik. Men den går næppe ret meget længere. Det hiver og slider i Riget i Midten.

LÆS OGSÅ: Kinas kommunistparti indleder magtskifte på dyster baggrund

Landets nye ledelse, der ventes på plads efter afslutningen i går af den 18. partikongres for det kinesiske kommunistparti, står over for enorme udfordringer. Det er vanskeligt at se, at de kan løses med den efterhånden gammelkendte cocktail af markedsøkonomiske reformer og jernhård politisk undertrykkelse med censur og forfølgelse af systemkritikere.

Kineserne klager og i stigende grad helt åbenlyst over de skavanker, der sædvanligvis følger med totalitære systemer: korruption, magtmisbrug, manglende gennemsigtighed, stor ulighed, omfattende miljøproblemer, et cetera, et cetera. Det er en utilfredshed, som partiet under anførsel af den forventede nye frontfigur, Xi Jinping, ikke kan sidde overhørig.

I en situation, hvor den økonomiske udvikling er ved at tabe pusten, og der fra mange egne i det mægtige land rapporteres om stigende sociale problemer, stiger presset for at udstikke en kurs, der både kan komme kritikken i møde og holde sammen på landet.

Set fra vestlig side burde valget være indlysende. Politiske reformer, der kan fratage lokale og centrale magtmonopoler deres overhøjhed, er den eneste vej frem til at løsne Kina fra den spændetrøje, man er havnet i, og fastholde fortsat udvikling. Også økonomisk.

Det kan ikke gøres på én gang. Ægte folkestyre, som vi kender det, komplet med ombudsmand og høringsfrister, ligger ikke lige for, selvom målet om uforfalsket demokrati principielt må fastholdes. Men mindre kan også gøre det i første omgang. Alternativet kan ifølge indsigtsfulde iagttagere af den kinesiske udvikling blive en social eksplosion med omfattende uro og revolutionære tilstande med omvendt fortegn.

Dilemmaet for den nye generation af ledere er tydeligt. For at fastholde magten må man dele den med andre. Og det store spørgsmål bliver: tør man? Svaret får vi i løbet af de kommende 10 år, der ser ud til at være den længde på embedsperioderne, man er ved at få indarbejdet for kommunistpartiets øverste top.

Vi andre vil følge med i spænding. For det første, fordi vi med det kinesiske eksempel endnu engang mener at kunne se i konkret form, hvordan demokratiet er diktaturet overlegent. For det andet, fordi Kina med sin tyngde efterhånden får større og større betydning for resten af kloden. me