Kinesisk kunstner gør Lego politisk

Virksomheder må agere efter, at politisk neutralitet bliver sværere

Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad.
Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

”Alt er super-duper,” lyder teksten i en legofilm, der skaber det univers af legende ubekymrethed, som den danske legetøjsgigant normalt forbindes med af børn og voksne verden over.

Men ikke alt er super-duper hos Lego. For Jordens største medier skriver i disse dage den ene kritiske artikel efter den anden om virksomheden.

Kritikken kommer sig af, at Lego har afvist at sælge et stort parti legoklodser til Ai Weiwei, den formentlig mest kendte kunstneriske kritiker af det totalitære Kina.

Han ville til et anerkendt museum i Australien skabe legoskulpturer af menneskerettighedsforkæmpere.

Tidligere har Lego specialleveret legoklodser til Ai Weiweis legofigurer af 176 politisk undertrykte personligheder, herunder 38 kinesiske, siger den danske kunstner Jens Faurschou, som dengang bestilte klodserne.

Ai Weiwei har efter afslaget kritiseret Lego på digitale medier for at støtte det kommunistiske regime. Det afviser koncernen.

Lego ”afholder sig fra at engagere sig i projekter med en politisk dagsorden”, fortæller organisationens talsmand.

Men virksomheden var engageret i et politisk projekt i samme øjeblik, den svarede nej til den kinesiske kunstners forespørgsel. Og kunstneren har formentlig arbejdet meget bevidst med at integrere virksomheden i kunstværket.

Tanken om at takke nej til at deltage i en politisk virkelighed for en global koncern bliver mere og mere utopisk.

Det oplevede mejerivirksomheden Arla under Muhammed-krisen, hvor den blev sat i en umulig situation som repræsentant for Danmark i arabiske lande.

Ikke at vælge er også at vælge, mente den franske filosof Jean-Paul Sartre. Det er en pointe, som alle multinationale organisationer burde indlemme i arbejdet med deres politiske identitet.

For kunstnere, skribenter og almindelige netbrugere kan i stigende grad inddrage virksomheder og politikere i deres projekter, hvad enten disse ønsker det eller ej. Det bliver derfor særdeles vanskeligt at skabe en politisk neutral virksomhedsidentitet.

Den udvikling kræver en besindelse på, hvilken identitet man som virksomhed vil have. På den baggrund kan det blive svært for Lego at fremstå som super-duper i de situationer, som vil opstå.