Tusindvis af danske teenagere bliver i disse uger konfirmeret ved ofte festlige og velbesøgte gudstjenester i kirker over det ganske land. At det nogle steder kammer en smule over med for eksempel helikopterafhentning af konfirmanden uden for kirken, og at konfirmationerne generelt har udviklet sig til forbrugsfester, bør ikke overskygge den kendsgerning, at mindst to tredjedel af de danske unge i en årgang stadig holder fast i konfirmationen og endda ifølge visse præster går ind til den med en modenhed, der ikke var en selvfølge for blot få år siden.
Konfirmationen har en lang tradition i kirken. Den voksede ud af den tidligste kirkes dåbsritualer. Senere blev den skilt ud fra dåben som en selvstændig handling. I Romerkirken blev firmelsen, som bekræftelsen af dåben kaldes der, med tiden til et af de syv katolske sakramenter, altså en hellig handling indstiftet af Gud. Det betyder med andre ord, at firmelsen hos katolikkerne er lige så vigtig som dåben.
Men sådan er det ikke hos de protestantiske kirker, hvortil som bekendt hører den danske folkekirke. Her er det udelukkende dåben og nadveren, som er sakramenter. Martin Luther forkastede da også den katolske tanke om firmelse som et sakramente i skarpe vendinger med ord som ”abespil og narreværk”.
Hele den katolske tankegang med, at dåben skulle suppleres, viste for Luther en foragt for dåbssakramentet, der med den katolske forståelse reelt blev reduceret til en slags adgangs-betingelse til de øvrige katolske sakramenter. Guds løfte i dåben havde intet behov for bekræftelse. I en klassisk luthersk tænkning kan konfirmation som dåbsbekræftelse således aldrig betyde andet og mere end en dåbserindring for ikke at forklejne den kristne dåbs eksklusive betydning.
Det var med et par oversprungne reformatoriske mellemregninger først med pietismen, at konfirmationen som kirkelig handling blev indført i Danmark. Det gjorde den i 1736 med kong Christian den 6. på tronen.
Pietismen lagde stor vægt på fromhed og levende, personlig tro, som den enkelte med hjertet tilegnede sig. Med pietismen blev der igen plads til at forstå konfirmationen som et personligt supplement til dåben. Den store protestantiske liberalteolog Friedrich Schleier-macher mente således, at en barnedåb uden opfølgende undervisning og bekendelse var ufuldstændig.
Schleiermachers forståelse af konfirmationen har folkeligt set vundet i Danmark, selvom mange præster er uenige. Og af religionspædagogiske grunde er det kun godt for folkekirken at have så stor en folkelig berøringsflade som konfirmation i landets kirker giver. Den skal folkets kirke holde fast i. holm