DEN POLITISKE MIDTE er også i denne valgkamp blevet et meget populært sted at opholde sig. Blokpolitik er i takt med, at valgkampen intensiveres nærmest blevet et fyord, altimens opfordringer til samarbejde hen over midten høres stadig oftere. Det hænger fint sammen med den politiske tradition i Danmark på denne måde at søge krompromisser og konsensus med hensyn til for eksempel skole-, integrations- eller sundhedspolitik. Men hvad angår kirkepolitikken har kampen om midten desværre skabt forvirring. Og især partierne Ny Alliance og Kristendemokraterne skylder derfor nu en bedre forklaring på deres kirkepolitiske ståsteder i denne valgkamp.
DET FREMADSTORMENDE, midtsøgende og bloknedbrydende parti Ny Alliance har som det fremgik af Kristeligt Dagblads kirkepolitiske oversigt i går nemlig hidtil helt fravalgt at formulere en officiel kirkepolitik. Selvom Naser Khaders parti efter alt at dømme kommer til at have de helt afgørende mandater i midten af det politiske spektrum efter valget, så ved ingen reelt i dag, hvad hans parti vil bruge magten til i forhold til folkekirken.
Selv har Naser Khader tidligere talt for en adskillelse af stat og kirke. Han har her især støttet sig til en tanke om, at demokrati altid må stå over religion, hvad enten religionen så er kristendom eller islam. Men andre højt profilerede folk i partiet som Gitte Seeberg og Lars Kolind er rundet af politiske eller kirkelige bevægelser, der hidtil klart har støttet en forbindelse mellem stat og kirke i Danmark.
Så hvad mener partiet, der ynder at tale om værdier, når det kommer til stykket, om et så centralt værdipolitisk spørgsmål som statens forhold til kirken? Vil Ny Alliance gøre Danmark til en sekulær stat efter fransk forbillede, eller vil partiet fastholde den særlige forbindelse til den evangelisk-lutherske danske folkekirke?
Måske aner vi her et spørgsmål, der som det første kan få det demokratisk-liberalt-konservative parti til at brække på midten.
KRISTENDEMOKRATERNE vil meget gerne ligesom Ny Alliance skabe nye forbindelser og samarbejde omkring midten i dansk politik. Også derfor giver det en form for overordnet eller ophøjet mening for det ellers borgerlige parti at pege på en socialdemokratisk statsministerkandidat. Men med hensyn til kirkepolitikken skaber Kristendemokraternes alliance med partier til venstre for midten dog en forvirring, som et konservativt medlem af kirkeudvalget i dagens avis ikke er sen til at udnytte. For officielt går Kristendemokraterne jo stadig ind for at bevare de eksisterende tætte bånd mellem kirke og stat, men i praksis har partiet koblet sig på en blok, der vil gøre meget for efter valget at få ændret eller helt stoppet forbindelserne mellem kirke og stat. Kan et parti, der både i sit navn og i sin egen selvforståelse bærer kristendommen, leve med en sådan nedprioritering af partiets kirkepolitik?
Mindre justeringer af det historiske forhold mellem staten og kirken kan da bringe noget godt med sig, men for folkekirken vil det være ulykkeligt, hvis den fremtidige forbindelse mellem kirken og staten uoverlagt og uforudsigeligt skal afgøres af partitak-tiske hensyn om at erobre de så afgørende midtervælgere på helt andre områder.
Derfor må midterpartierne i valgkampen nu se at melde klarere ud om, hvad de mener om kirkepolitikken, og hvor højt de egentlig vil prioritere den.
mth