Adskillige sager har i de senere år skabt fornyet debat om forholdet mellem staten og folkekirken. Politiets rydning af Brorsons Kirke er bare et af de seneste og mest konfliktskabende eksempler. Men også spørgsmål om, hvem der egentlig skal registrere fødsler og dødsfald i landet, i hvor høj grad kirken må sætte sit præg på folkeskolen, og hvor meget religionen i det hele taget må fylde i det offentlige rum, har sat forbindelsen mellem statsmagt og folkekirke til debat. Til dato har kun få derimod kunnet forestille sig, at også spørgsmål om fredning af jord og restaureringer af kunstskatte skulle kunne bringe stat og kirke på direkte kollisionskurs i informationsalderen. Som det fremgår af dagens avis, er det dog desværre tilfældet.
Med sin principielle afgørelse om, at kirkejord er offentlig jord, har Naturklage nævnet nemlig på en ugennemtænkt og beklagelig måde rokket ved den meget ømfindtlige balance, der eksisterer i forholdet mellem kirken og staten. Og mens det som oftest er ateister og andre modstandere af kirke og kristendom, der advarer mod statskirkeligheden, så er det nu kirkens egne folk med Landsforeningen af Menighedsråd i spidsen, der råber vagt i gevær.
Hver gang en kirkebygning skal restaureres eller vedligeholdes indvendig, er det menighedsrådene, der må gå forrest økonomisk. Derved sikres kirkens rum til gudstjeneste fra domkirke til landsbysogn, men det er også hele nationens kulturværdier og nationale kernesymboler, som dermed bevares for eftertiden. Når for eksempel flere af nationens spidser med majestæten i front i morgen tager kulturperlen og turistmagneten Vor Frelsers Kirke i København i brug igen, så er det folkekirkens medlemmer i hovedstaden, der har betalt langt størstedelen af regningen. Men når folkekirkens jordbesiddelser over hele landet fredes og dermed mister værdi, så skal staten fremover ikke betale en krone i erstatning. Kirken kan altså nok så frejdigt tilføre sit "indre" værdi til gavn og glæde for alle. Men staten kan samtidig omkostningsfrit fjerne værdier fra kirkens "ydre".
Situationen er naturligvis uholdbar, ikke mindst fordi en eller anden form for udskillelse af det statslige og det kirkelige kan skimtes ude i horisonten. Er staten lige så stille i færd med at gøre kirken klar til privatisering med så få omkostninger for staten som muligt ved transaktionen? Kirkens medlemmer har jo allerede bekostet et komplet digitalt system til al civilregistrering i landet. Adskillige truede kirker med kulturel topstatus står nu funklende nyistandsat. Og kirkens gods og guld i form af jord kan så – på kringlet, men vidtrækkende vis – nu tælles med i statens eget store regnestykke. Utilsigtet måske. Men rimeligt – det er det ikke. mth