Hvis man vil problematisere andres bommerter, er det sjældent klogt at gøre det ved at overdrive og forvrænge det sagte og gjorte.
Et godt eksempel på dette er den på alle måder uskønne dyst mellem Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen og den social-demokratiske EU-parlamentariker Jeppe Kofod.
Først placerede Søren Espersen sig selv i skudlinjen, da han til kritikken af DF-plakater med en etnisk dansk familie replicerede, at man ”da sagtens kunne have sat en neger ind”, og ud fra en lettere ulogisk ræsonneren beskrev Obama som ”den første neger i USA’s præsidentembede”.
Så troede man et øjeblik, at debatten ikke kunne blive mere kejtet og absurd. Men pludselig fór Jeppe Kofod til tasterne på det sociale medie Twitter.
Her fik han behov for på engelsk at delagtiggøre verden i, at Søren Espersen havde kaldt Obama for ”nigger” – et langt mere racistisk og historisk tynget udtryk end ordet ”negro”, der ifølge alle sprogfolk ville være den rette oversættelse. Jeppe Kofod sørgede desuden for, at det såkaldte tweet ikke kun blev sendt til hans egne 7500 følgere, men også til Barack Obamas officielle Twitter-konto samt til Europa-Parlamentets ECR-gruppe, hvor Dansk Folkeparti er repræsenteret. Og vupti, så var rollerne byttet rundt.
Søren Espersen fremstod nu som den krænkede, mens Jeppe Kofod blev væltet omkuld af vrede debattører, der dels tog skarpt afstand fra den fejlagtige oversættelse, dels kritiserede Kofod for bevidst at skade Danmarks anseelse i udlandet i håbet om billige politiske point – sågar med sammenligninger med de imamer, der som optakt til Muhammed-krisen turnerede i Mellemøsten for at sprede kendskabet til Muhammed-tegningerne.
Og så var der dem, der inspireret af Kofods globale udsyn selv kunne fortælle den engelsksprogede del af verden, hvordan den dengang 34-årige socialdemokrat i 2008 havde et meget omtalt seksuelt forhold til en 15-årig pige, hvilket fik ham til at opgive alle politiske tillidsposter.
I går erkendte Jeppe Kofod så, at ”neger” ikke bør oversættes til ”nigger”, og Søren Espersen meddelte, at han nu alligevel vil deltage i en parlamentarisk tur til USA senere på året, hvilket han ellers havde aflyst ved udsigten til at blive udstillet som politikeren, der kaldte præsidenten en ”nigger”.
Politikere skal finde sig i meget og ofte for meget i form af trusler og skældsord på sociale medier.
Men uanset, hvor uenig man kan være i brugen af ord som ”neger”, har Jeppe Kofod med sin opportunistiske ageren lagt nye alen til de mekanismer, der forårsager politikerlede, og kan fremover oplagt indgå i statskundskabs pensum om samme emne.
For hvad var hensigten med at skrive på engelsk fremfor at tage debatten med Søren Espersen, ansigt til ansigt? Og hvorfor troede Kofod, at han havde den moralske ret til at slippe afsted med en fuldtonet racistisk oversættelse af et kikset og anakronistisk udtryk, som for ældre generationer mest af alt bare betyder ”sort”?
Disse spørgsmål har Jeppe Kofod ikke besvaret, men som det lyder på tysk, og som Kofods mange kritikere også gav udtryk for: Man merkt die Absicht und wird verstimmt.
Nu er røgen så ved at lægge sig, og skal der komme noget som helst positivt ud af en sag, hvor alle parter står tilbage som tabere, kan det forhåbentligt være, at politikere tøver et sekund, før de falder for fristelsen til at udstille og fordreje politiske modstanderes holdninger i håbet om selv at fremstå mere renfærdige.