Den ene journalist live-bloggede fra udlandet, og den anden lod sig beredvilligt interviewe om de større perspektiver i dommen, alt imens Ritzau sendte en byge af telegrammer på gaden om hovedpersonernes reaktioner, og mediernes hjemmesider gengav gigantiske billeder af de involverede.
I går var medieverdenen på den anden ende. Ikke fordi århundredets retssag var blevet afgjort, eller fordi fremmede magter havde invaderet dansk territorium. Næ-nej, grunden til væg-til-væg-dækningen var uddelingen af stjerner til københavnske spisesteder i en guidebog. Så nu ved det ganske land, om restaurant dit har fået en stjerne mere end sidst, og om restaurant dat føler sig forbigået, og hvordan de ellers så individualistiske kokke fejrer sig selv, nemlig på samme måde som alle andre: ved at skåle i champagne.
Nu lever mennesket som bekendt ikke af havtorn og stegte myrer alene, så en enkelt lille kritisk stemme i mediekoret over den groft proportionsforvrængende dækning af årets Michelin-guide kunne man nok forvente. Men ak. De i egen selvforståelse kritiske journalister leverede endnu engang lalleglad, ukritisk journalistik, og de ansvarlige redaktører glemte atter at spørge, om det egentlig er væsentligt at dække denne årligt tilbagevendende begivenhed igen og igen?
LÆS OGSÅ: Danmark har nu 17 Michelin-stjerner
Kritikere vil indvende, at der er store økonomiske interesser på spil, og at turismen blomstrer som følge af det igangværende danske madeventyr. Og at fejring af gastronomisk finesse og de dyre spisesteders sansebombardementer er et kærkomment supplement til en grå, dansk hverdag. Det kan jo ikke være Stryhns den fedtfattige hele tiden, vel?
Det er såmænd gode pointer, men derfor kan man jo godt være kritisk i sin dækning. Og stilfærdigt spørge, om der ikke ligger en fare i at ophøje kokke til kunstnere, med alt hvad det indebærer af risiko for pompøs selviscenesættelse? Eller undersøge, om det nye nordiske køkken mon blot er et modelune, en for den nationale selvfølelse behagelig parentes, som ophæves i samme sekund, som alverdens madskribenter kaster deres kærlighed på en ny region. Eller konfrontere den ukritiske heppen på én enkelt guides bedømmelse af én enkelt by. Hvad med lidt pluralisme i madlitteraturen, lidt konkurrence på guideområdet og lidt opmærksomhed på spisesteder uden for hovedstaden?
Der er nok at tage fat på for en vaks journalist i den madglade medieverden, der faktisk er forpligtet over for de mange lyttere, seere og læsere, for hvem mad blot er et godt middel til at stille sulten med, og et måltid er en måde at samles på uden hele tiden at blive afbrudt af en emsig kok. Med eller uden en masse stjerner på skulderen. mbh