Kontrol er ikke altid svaret

Behov for færre regler og mere ansvar hos den enkelte

Kontrol er ikke altid svaret

Hver gang en sosu-hjælper har glemt en beboer på badeværelset, en tidligere patient har skrevet et debatindlæg om dårlige forhold på et hospital, eller en arbejdsgiver har fortalt om en langtidsledig, der ikke dukkede op til et job, har svaret de seneste mange år været regler, kontrol og evaluering. Kvalitetssikring på djøf-sprog. Sagen er blot, at der fortsat dukker historier op om fejl og mangler i den offentlige sektor, og borgerne virker ikke mere tilfredse end tidligere.

Spørgsmålet er, om ikke de mange kontrolinstanser virker kontraproduktive? De fratager i vidt omfang den enkelte ansvaret, er underminerende for den faglige stolthed– og i øvrigt har de vist sig som en tidsrøver af rang.

Mange offentligt ansatte kan således berette, at de bruger mere tid ved computeren end hos de borgere, de burde undervise, behandle og hjælpe, ligesom mange ledige og langtidssyge fortæller om endeløse aktiveringer og jobprøvninger, som ikke har ført dem nærmere et regulært arbejde.

En af årsagerne til, at Danmark er et velstående samfund med en relativt velfungerende offentlig sektor, er tillid. Igennem årene har vi vænnet os til, at vi kan stole på hinanden. Borgerne er med rette gået ud fra, at den offentlige sektor er drevet effektivt, at medarbejderne har gjort deres arbejde pligtopfyldende og samvittighedsfuldt, og at den enkelte borger kun har benyttet sig af velfærdsstatens goder i det omfang, det var nødvendigt. Alt dette er kommet under pres.

Offentligheden har oplevet alvorlige fejl hos Skat, et DSB der praler med laveste fællesnævner i reklamekampagner (”Du kan køre med os”) og et postvæsen, der er ved at sætte verdensrekord i at afvikle sig selv på tid. Borgerne har på hospitaler og skoler erfaret, at nok bidrager de med et af verdens højeste skattetryk, men de får ikke altid hverken behandling eller uddannelse i verdensklasse. Og lidt for mange har haft mere travlt med at sno sig og få mest muligt fra de offentlige kasser fremfor i stedet at tænke på, hvordan de kunne bidrage.

Med andre ord: Den megen kontrol og registrering er opstået på baggrund af et behov, og hvert eneste skema, tjekliste og spørgeramme er indført i den bedste mening og med ønsket om at løse et konkret problem.

Men der synes nu efterhånden at melde sig en besindelse hos både politikere og embedsfolk. Et ønske om at rydde op i regeljunglen og give medarbejderne mere personligt ansvar, mere tid til kerneopgaven og færre skemaer at udfylde. Dermed nærmer vi os som samfund et opgør med det efterhånden forkætrede begreb ”new public management”.

Der er brug for sund fornuft, som også Jens Winther Jensen, der er direktør i Region Syddanmark, er inde på i dagens avis. Her erkender han, at man i de senere år har haft fokus på registrerering, der ikke nødvendigvis har givet særligt meget merværdi for patienterne. Kunsten består nu i at sortere i, hvad der er meningsfuld dokumentation, og hvad der er omsonst regelrytteri.