NÆSTEN SYV år efter, at kosovo-albanske og serbiske ledere sad sammen i Rambouillet i Frankrig for at snakke om Kosovo-provinsens status, mødtes politikere fra begge sider i går for første gang siden da i reelle forhandlinger. Også denne gang foregik det udenlands – i Wien, hvor der atter er tale om international mægling. Og også denne gang er emnet Kosovos status – som uafhængigt land, eller – som nu – som en del af landet Serbien-Montenegro.
I de syv år, der er gået siden Rambouillet-forhandlingerne brød sammen i marts 1999, er der imidlertid sket en hel del. Kort efter sammenbruddet indledte NATO sine bombardementer af landet, der dengang hed Jugoslavien. Argumentet var, at det var nødvendigt for at forhindre daværende præsident Milosevic i at udføre en omfattende etnisk udrensning af kosovo-albanerne i provinsen. Den 10. juni samme år gav Milosevic op og trak sin hær ud af Kosovo, og NATO rykkede ind med landstyrker dagen efter. Siden da har FN og NATO stået for genopbygningen og administrationen af et slags protektorat, mens et demokrati skulle udvikles i Kosovo, som stadig officielt er en del af Serbien-Montenegro.
NU MØDES parterne så i FN-regi under ledelse af Finlands tidligere præsident Martti Ahtisaarii med ambitionen om at nå en aftale inden årets udgang.
Dette har umiddelbart svære udsigter, idet parterne står stejlt over for hinanden på det grundlæggende spørgsmål om selvstændighed. Hverken Kosovos premierminister Bajram Kosumi eller præsident Fatmir Sejdiu vil gå på kompromis på uafhængigheden, som de brændende ønsker. Over for dette står det serbiske ønske om at udsætte beslutningen om Kosovos fremtidige status i 20 år. Umiddelbart står den Kosovo-albanske delegation med de bedste kort på hånden. Kosovo er allerede de facto uafhængigt fra Serbien – ikke mindst på grund af det internationale samfunds tilstedeværelse – og diplomater har betegnet uafhængighed som det mest sandsynlige udkomme i sidste ende.
Men for at få skred i forhandlingerne er det besluttet at begynde med spørgsmålet om mindretalsbeskyttelse af de 100.000 tilbageværende serbere, som udgør fem procent af befolkningen. Før Kosovo-krigen udgjorde serberne ti procent, og der er i dag 100.000 Kosovo-serbere, som lever som flygtninge i Serbien.
NETOP BESKYTTELSE af mindretallet er en afgørende forudsætning for, at det internationale samfund vil bakke op om selvstændigheden og officielt anerkende Kosovo. Det er også en minimumskrav for, at Serbien overhovedet vil kunne acceptere selvstændigheden.
I den forbindelse er det ikke tilfældigt, at et helt andet perspektiv er blevet draget ind i sagen, nemlig EU-medlemskab for landene i regionen. EU-Kommissær José Manuel Barossos rejse til alle de nye kandidatlande på Balkan, handler netop om at forsikre alle parter. Det er EU, der skal udgøre garanten for et Kosovo, der lever op til grundlæggende europæiske standarder på alle punkter. Ligesom det er EU, som skal sørge for resten af Balkans, herunder Serbiens, europæisering. brun