EUROPARÅDET HAR netop vedtaget en resolution, som fordømmer, at der undervises i kreationisme på lige fod med Darwins evolutionsteori. Til stor fortrydelse for de religiøse organisationer fra både det kristne højre og fra tyrkisk-muslimske kreationister, som har lobbyet intensivt mod Europarådets beslutning. Og til tilfredshed for de kræfter, der er bekymrede for den konservative dagsorden, der spiller en større og større rolle også i Europa.
Der er dog ikke umiddelbart grund til hverken at græde eller juble med de to grupperinger. Snarere er der grund til at beklage, at den polariserisering, som vi kender først og fremmest fra USA, i disse år vinder terræn på det europæiske kontinent.
Det er ganske enkelt en polarisering, som er stærkt uheldig, fordi den i sin yderste konsekvens lader os tilbage med det slette alternativ mellem to ekstremer, en fundamentalistisk religion eller ditto videnskab.
POLARISERINGEN FORLEDER os nemlig til at antage, at tro og viden er definitoriske modsætninger. Men det er jo vrøvl i hvert fald i en vestlig sammenhæng. Nok har der været historiske konflikteksempler, men den moderne naturvidenskab opstod i 1600-tallet som et i grunden religiøst projekt, fordi udforskningen af naturen var en konsekvens af, at Gud havde givet mennesket fornuft og sanser og dermed også en pligt til at søge indsigt i Guds skaberværk.
Oplysningsprojektet er således også et kristent projekt, og det er der grund til at holde fast i netop i en tid, hvor formørkelsen synes at brede sig, og både den ekstreme religion og den ekstreme ateisme har vind i sejlene. Kreationisterne gør ikke kristendommen nogen tjeneste ved deres position, ligesom vulgærdarwinister på den anden side gør videnskab og fornuft en bjørnetjeneste.
Teologien kan ligeså lidt som naturvidenskaben bevise eller modbevise Guds eksistens: Hvis man mener at have bevist Guds eksistens, så har man i samme nu ophævet troen, for hvorfor skulle man tro på noget, der kan bevises?
Omvendt gør det ikke en videnskabeligt overbevisende teori som evolutionslæren mere overbevisende, at man derudaf drager den ideologiske konklusion, at læren om naturlig udvælgelse udelukker Gud fra at spille en rolle. Hvor ved evolutionisterne det fra?
DER ER MED ANDRE ord meget god grund til at argumentere for at holde religion og videnskab i levende dialog og på plads i forhold til hinanden. Kreationismens forklaring på verdens skabelse og naturvidenskabeligt funderede teorier om det samme tilhører to helt forskellige kategorier. Og derfor er der al mulig grund til ikke at undervise i kreationisme som en teori på linje med evolutionsteorien. Her må man som flertallet i Europarådet fastholde, at der er forskel på tro og viden.
Men det betyder ikke, at der ikke er brug for at udfordre evolutionsteorien og andre naturvidenskabelige teoridannelser på deres blinde punkter og på de områder, hvor naturvidenskaben fører til spørgsmål, som ikke kan besvares inden for videnskabens rammer. Som pave Benedikt XVI har udtrykt det i en diskussion om skabelse og evolution, så drejer det sig her om at kræve en tabt dimension tilbage og fortsat diskutere også de store, filosofiske spørgsmål, som hvor mennesket og verden kommer fra, og hvor de er på vej hen.
Det er en diskussion, der vinder ved samtalepartnere fra både religionens og videnskabens verden og ikke ved, at man på forhånd dømmer hinanden ude.
bl