Kreationisme og intelligent design

Falsk modsætning mellem videnskab og tro på en skabende gud

”I begyndelsen skabte Gud Himlen og Jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene”. Sådan lyder de to kendte og første vers af Genesis, skabelsesberetningen, der indleder den kristne bibel.

I denne indledning beskrives Guds skabelse af Jorden på en uge, eller rettere sagt på seks dage, for på den syvende dag hvilede Herren sig jo som bekendt efter sin voldsomme kreativitet de første seks dage.

Historien vil være de fleste døbte danskere bekendt. Den er en vigtig del af barnelærdommen og introduktionen til både Det Gamle og Det Nye Testamente, der samlet udgør Bibelen.

Skabelsesberetningen er stadig vigtig som et pædagogisk redskab til introduktionen af kristen tro hos børn. Men for de fleste moderne, voksne mennesker i det 21. århundrede skifter den med årene karakter til en historisk-poetisk myte. Skabelsesberetningen er ikke længere sand i bogstavelig forstand, men derfor kan den godt være sand i en anden og poetisk forstand som forklaring på, at Gud har skabt verden ud af ingenting - ex nihilo.

De naturvidenskabelige landvindinger i det 20. århundrede har fået de fleste til at indse, at Jorden næppe blev til på seks dage, og at teorier om et big bang og livets evolution over et langt større tidsspand nok er mere plausible. Mens videnskaben således giver os viden om, hvordan livet er opstået og har udviklet sig, er den imidlertid end ikke i nærheden af at forklare, hvorfor livet overhovedet er opstået. Hvorfor der er noget snarere end ingenting?

Det er denne pointe, som kreationismen, der nu vinder frem i Europa, bygger på, men den gør det på en forkert præmis, fordi den forsøger at fastholde skabelsesmyten som videnskabeligt forsvarlig. Det bliver til tider lidt komisk, som når kreationistiske videnskabsmænd i fuld alvor forsøger at rekonstruere Noas Ark med plads til alle klodens dyrearter.

Trods en mere salonfæhig indpakning er der ikke mere substans i den hypotese, der kaldes intelligent design, end der er i kreationismen. Intelligent design er et forsøg på at få en tankegang, der stadig har svært ved at forlige sig med videnskaben, til at være spiselig for moderne mennesker. Men den lider stadig af den skavank, at den grundlæggende antager, at der er en modsætning mellem moderne videnskab og troen på Gud. At der er noget i verdens fysiske beskaffenhed og tilblivelseshistorie, der behøver en ”forklaring” for at blive kompatibelt med kristendommen.

Men modsætningen er falsk. Gudstro og moderne videnskab eksisterer uproblematisk ved siden af hinanden, ja, for mange kristne er det blot en yderligere bekræftelse på skaberværkets storhed, at videnskaben hele tiden når til nye og overraskende erkendelser om det.

holm