Kristen tidsinddeling

Enighed om kalenderen er sund realisme

kalender, tid, dage, år
Kalender, tid, dage, år. Foto: Stockxchng.

Når vi om få dage går ind i et nyt år og kalder det 2012, skyldes det en jødisk tømrersøns fødsel for godt 2000 år siden. Præcis hvornår Jesus blev født, er svært at fastslå. Teologer mener, at Jesus sandsynligvis blev født fire år før år 0, men unøjagtigheden ændrer ikke på, at hele verden efterhånden benytter sig af den gregorianske kalender og er enige om, at næste år er 2012 efter Kristi fødsel.

LÆS OGSÅ: Den kristne tidsregning dominerer verden

Det er ingen selvfølge, at den vestlige måde at føre kalender på er endt med at blive hele verdens. Havde andre civilisationer udbredt deres dominans op gennem historien, kunne vi i dag have levet efter kinesisk, muslimsk eller en tredje tidsregning. Nu blev det kristendommen, der med den pave Gregor XIII i 1500-tallet lagde rammen for inddelingen af tiden i et system, der i slutningen af 1700-tallet blev dominerende.

Som beskrevet i avisen i går accepterer muslimer, jøder, hinduer og buddhister også i dag, at den kristne kalender er global, til trods for at mange andre uenigheder, der bunder i religiøse forskelligheder, ofte skaber konflikt. Det betyder dog ikke, at man har skrinlagt sine egne tidsinddelinger. Blot bruges eksempelvis den muslimske og den jødiske kalender primært ved religiøse højtider, mens den kristne kalender bruges på alle andre områder. En sund realisme har sat ind. Det er ganske enkelt mest praktisk i en moderne verden, der blandt andet hænger sammen af global handel, at have ensartet tidsregning.

Samme realisme har dog ikke præget de danske historiebøger. I en lang periode har udtrykket f.v.t. (før vor tidsregning) fortrængt udtrykket f.Kr. (før Kristus). Ateistiske og socialistiske forfattere og redaktører har nægtet at bruge en religiøs terminologi i tidsregningen og foretrukket det tilsyneladende neutrale f.v.t.

LÆS OGSÅ: Hele verden ved, hvad klokken har slået i Vesten

Denne politiske modstand var og er imidlertid absurd. Udtrykket vor tidsregning er jo stadig bundet til en kristen kultur, og det ændres ikke ved, at man nægter at tage navnet Kristus i sin mund, når man taler om registrering af tiden. Derfor er f.Kr. den korrekte betegnelse i historiebøger, aviser og andre steder, hvor man skriver om tidens inddeling. Det bør de forlag, der fortsat benytter den eufemistiske betegnelse f.v.t. i deres historiebøger, lægge sig på sinde.