Overraskelsen er paradoksalt nok efterhånden den eneste konstant i en amerikansk valgkamp, der med Donald Trump som nykåret republikansk kandidat dagligt udvikler sig i chokerende retning. I efterhånden lang tid har kommentatorer sagt om Trump, at han umuligt kan synke dybere i vulgariternes hængedynd, men hver gang overrasker han: Jo, han kan faktisk stadig finde nye infamiteter at belemre sine medborgere med, og nej, hans støtter falder ikke fra, uanset hvor mange grænseoverskridende udtalelser han kommer med.
Fra Hillary Clintons side skal man derfor passe på med at tro, at Trump er sin egen værste fjende, og at han en dag vil selvantænde foran offentligheden og sikre hende sejren. Men man kan ikke fortænke hendes kampagnestab i at tro, atnu må Trump da have jokket så meget i den politisk korrekte spinat, at tilslutningen vil falde, for normalt kritiserer man ikke patriotismen hos amerikanske krigshelte, som Trump senest har gjort i sagen om ægteparret Khan, hvis søn døde i Irak-krigen i 2004.
Men konsekvenserne af det, der set udefra ligner en i særklasse uelegant rutsjetur på den værdipolitiske glidebane, synes igen at prelle af på Trump, for mandag intensiverede han sine angreb på modkandidaten og kaldte Hillary Clinton for Djævelen selv – intet mindre.
På det nyligt overståede republikanske konvent tegnede han ellers et dystert nok billede af Amerika under udenrigsminister Clinton og præsident Obama – her var ikke skyggen af den optimisme og stolthed over hjemlandet, der normalt kendetegner republikanske kandidater – men det kan altså blive værre endnu: Clinton er ikke blot skyld i terrorisme og kriminalitet, men hun er også Satan selv.
Trumps seneste udfald rejser spørgsmålet om, hvordan USA’s mange kirkegængere egentlig vil stemme ved valget. Denne gruppe får normalt ikke den store opmærksomhed her i Europa, hvor karikaturer af kristne snarere er reglen: Er man kirkegænger, er man nok også en pickupkørende og våbenbærende, overvægtig hvid mand fra Midtvesten, som hader homoseksuelle.
Men virkeligheden er betydeligt mere broget, og USA’s mange moderate kristne i de talrige kirkesamfund er forståeligt nok i vildrede i øjeblikket. Trumps kvindesyn, skilsmisser og eklatante mangel på viden om bibel og kristendom gør ham på ingen måde oplagt at stemme på.
Men som kommentatoren Ross Douthat spørger i en kommentar i the New York Times: Rækker modkandidaten Hillary Clinton ud mod kristne vælgere, der eksempelvis er kritiske over for fri abort? Betyder kirke og kristendom overhovedet noget for metodisten Clinton? Omfatter hendes tolerance socialt konservative mainstreamkristne, der har sympati for dele af demokraternes program, men samtidig ser med nogen skepsis på høje skilsmissetal og homoseksuelle ægteskaber?
Indtil videre nej, og det er sandsynligvis en fejl. Valg kan afgøres af økonomi, af indvandring, af fare for krig. Men både politikere og medier gør regning uden vært, hvis man negligerer den betydning, tros- og værdimæssige spørgsmål har for almindelige amerikanere.