Mundrette er de godt nok ikke, de nye begreber i kulturdebatten, men ikke desto mindre er "safe spaces" (sikre rum) og ”kulturel appropriation” kommet for at blive. Som i sin tid jeans og jazz kommer termerne fra USA og vil som disse og utallige andre amerikanske fænomener sandsynligvis også slå rod her.
I modsætning til store dele af den amerikanske kultureksport er der imidlertid ikke meget godt at sige om hævdelsen af ”sikre rum” og debatten om ”kulturel appropriation”. Førstnævnte betegner som beskrevet her i avisen forleden ønsket om nye regler i det offentlige rum, så minoriteters følelser ikke krænkes, mens sidstnævnte handler om, at en majoritetskultur kopierer eller inspireres af andre etniske kulturers udtryk.
Senest har den canadiske popsanger Justin Bieber vakt global opsigt med sin nye frisure; den unge mand har fået dreadlocks, der forbindes med jamaicansk rastafarikultur, og det ”må” han som hvid ikke. I debatten, der også blev taget op i Deadline på DR forleden, har Bieber fornuftigvis svaret igen, at ”det er jo bare hår”, men så nemt lægger man ikke låg på de ophidsede gemytter.
Ifølge logikken bag kulturel appropriation er Bieber med sin overtagelse af en anden kulturs udtryk med til at fortsætte den historiske undertrykkelse af ikke-hvide. Han kan, vil tankegangen være, fra sin privilegerede position som hvid mand på toppen af verden vælge og vrage, som han vil, og det, der for ham ser ud som uskyldigt lån, er for ”offeret”, der vil have sin mindretalskultur i fred, en grov krænkelse.
Intentionen bag både idéen om sikre rum og om kulturel appropriation er forståelig nok. Ønsket om at beskytte individer, der føler sig sårbare eller historisk set er blevet krænkede af repræsentanter for en hvid majoritetskultur, er sympatisk og virker på et individuelt niveau rigtig. Problemet er, at samfund og offentlighed handler om det fælles, ikke det individuelle.
Konsekvensen af ønsket om sikre rum – hvor eksempelvis universitetsstuderende får løfte om ikke at blive belemret med klassikere som Mark Twains ”Huckleberry Finn” og romanens angiveligt krænkende sprog – og forbuddet mod kulturel overtagelse er, at den fri debat lammes, og stammementaliteten fremmes. Hvis vi aldrig udfordres i det offentlige rum, og hvis vi kun må dyrke ”vores egen” kultur, standser al progression og mulighed for inspiration.
Forfatteren Saul Bellow spurgte engang polemisk: ”Hvem er zuluernes Tolstoj?”. Svaret er, som det fremgår af den amerikanske debattør og journalist Ta-Nehisi Coates’ nye bog på dansk om disse emner, ”Mellem verden og mig”: ”Tolstoj er zuluernes Tolstoj.” Russisk litteratur er ikke kun for hvide mennesker, jazz og hiphop er ikke kun for sorte, Bibelen er ikke kun for kristne. Vi skal da netop påvirke og inspirere hinanden.
I mange år hed det på venstrefløjen, at kultur er en flydende og antiessentiel størrelse. Vi skal ikke tilbage til en opfattelse af kultur som monolitisk og upåvirkelig. Dermed cementeres blot offermentalitet og en stammetænkning, som burde være forladt for længst.