Halvvejs i valgkampen står det klart, at det heller ikke denne gang er kulturpolitikken, der skaber de store overskrifter, eller er centrum for kandidaternes debatter. Området er så lavt rangeret i den offentlige debat-bevidsthed, at det end ikke figurerer på TV 2's kandidattest, hvor man ellers kan få afprøvet sine holdninger til de politiske områder.
Det siger muligvis mere om tv-stationen og de elektroniske mediers dækning af kulturlivet, men det er samtidig udtryk for, at Kulturmini-steriet og dets område er sørgeligt fraværende i politikernes og nogle vælgeres bevidsthed.
Sådan behøver det ikke være, og i en tid, der efterspørger værdier udover de materielle, burde Kulturministeriet være et naturligt centrum for enhver regerings værdipolitik.
Sådan var det også tidligere. Som beskrevet her i avisen i lørdags var det en bærende tanke i oprettelsen af Kulturministeriet, at social opstigning og kulturel dannelse hang snævert sammen. Staten påtog sig rollen som opdrager af borgerne og guide ind i finkulturens verden.
Rollen som statslig opdrager er der imidlertid ingen stemmer i i dag, og politikerne viger som regel udenom at dømme, om nogle former for kultur er bedre end andre. Kun få folketingspolitikere lader til at interessere sig for eksempelvis litteratur.
I USA er der også valgkamp lige nu, og her udsender alle kandidater for tiden bøger om sig selv og deres politik. Det er utænkeligt i Danmark. Ekspolitikeren Lene Espersens udsagn fra 2010 om, hvor ligegyldige bøger er, er nærmest blevet betegnende for hele den politiske klasse: ”Vi konservative orienterer os mod hverdagens udfordringer. Ikke mod støvede tanker i lige så støvede bøger.”
Men bøger bliver kun støvede, når de aldrig læses, så politikerne bærer selv et ansvar for at sætte sig ind i kulturens grundlag og bruge den aktivt i politikken. Og at politikernes rolle som statslig opdrager ikke helt er forsvundet, så man tidligere i år, hvor den nuværende kulturminister Marianne Jelved (R) delte bøger ud til borgerne. I den store læsekampagne var der skelnet skarpt mellem god og dårlig litteratur - det var netop ikke krimier og husmor-porno, der blev delt ud, men kvalitetsromaner af Naja Marie Aidt og Erling Jepsen med flere. Julius Bomholt (S), Danmarks første kulturminister, ville have glædet sig. Især hvis en enkelt dansk klassiker havde sneget sig ind.
Der er dog lang vej igen, før Kulturministe-riet atter bliver et værdiministerium. Det kræver blandt andet nogle politikere, der selv tager kulturen - historie, tro, kunst, dannelse - seriøst og baserer deres politik på erfaringer gjort af forfædrene, så vi ikke i nutidsglorificering tror, at det hele begynder med vores egen generation. mbh