Kulturministerens nye kanon

En kommende kulturarvskanon er god og sund for debatten

Jakob Holm, kronik og debatredaktør Kristeligt Dagblad.
Jakob Holm, kronik og debatredaktør Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen.

I dag indleder Folketinget den nye politiske sæson, og efter en lang sommer med valg og ny regering er mange politikere nu sultne og klar til at gå i gang med årets parlamentariske arbejde.

En del af årets arbejde kan blive de politiske diskussioner, der sandsynligvis kommer i kølvandet på kulturminister Bertel Haarders (V) udspil i den forgangne weekend.

Her lancerede kulturministeren nemlig sine tanker om et nyt kanonprojekt, der skal sætte fokus på alt det mentale arvegods i vores fælles danske kulturarv - altså alle de immaterielle værdier som for eksempel højskolebevægelsen, der ikke lige kan måles og vejes.

Kulturministeren forklarede selv i gårsdagens avis, at han nu udsendte idéen, fordi en kanon kan være med til at understrege, at nogle elementer i den danske kulturarv er bedre og vigtigere end andre. Ifølge ministeren kan det være med til at skabe den nødvendige debat om, hvad der skal med i arven.

Kulturministerens nye initiativ skal hilses velkomment. En kanon er nemlig grundlæggende set et sympatisk projekt, der kan være med til at skabe en ramme om de ting i vores kulturarv, som vi kan være stolte af, og som det er værd at værne om.

Og den nuværende minister kan sit politiske håndværk i modsætning til Brian Mikkelsen (K), der som kulturminister tilbage i 2006 på uelegant vis fik kædet sin kulturkanon sammen med et forsvar for danskheden. En uheldig blanding og politisk brøler af rang, som faktisk kom til at skygge for selve projektet.

Denne samme fejl begår kulturminister Haarder ikke. Tværtimod fristes man til at sige, for kulturministeren fra det liberale parti beskrev måske lidt overraskende sig selv som ”kulturradikal” i det interview med Politiken, hvor han først luftede tankerne om den nye kanon.

Med den udmelding og indrømmelse til de kulturradikale anerkender kulturministeren, at kulturarven her i landet kommer fra mange forskellige fløje. Ikke bare fra kirken og det konservative Danmark, men også fra netop de kulturradikale og de venstreorienterede, der har gjort meget for eksempelvis det danske frisind og kvindernes ligestilling.

Det er en stærkt inkluderende tankegang om kulturarven, som Haarder her lufter, der vil give debat og kulturpolitisk kant til både Dansk Folkeparti og konservative fra Mikkelsens lejr. En kant, der vil give Venstre en mere selvstændig kulturpolitisk profil.

I en tid, hvor Kulturministeriet fattes penge, må man tage hatten af for en minister, der ganske gratis kan stjæle medieopmærksomheden ved at lancere idéen om at samle det bedste af vores fælles kulturarv i en ny kanon.