Afspejler kunsten i tilstrækkelig grad de mange politiske, økonomiske og religiøse spændinger, der præger verden her ved årets afslutning? Det debatteres for tiden i USA i kølvandet på en artikel i avisen The New York Times, hvor en kulturkritiker efterlyser en ”Vredens Druer” for vor tid. Hvilken kunstner tager i øjeblikket på sig at beskrive den økonomiske krise, som John Steinbeck gjorde i sin nu klassiske roman om depressionen i 1930'erne, spørges der?
Herhjemme diskuteres lige nu et beslægtet spørgsmål efter en kåring af årets mest indflydelsesrige debattører i dagbladet Politiken. Ud af 50 personer er der kun én kunstner - Yahya Hassan - der evner at sætte en samfundsdebat i gang. Digteren ligger godt nok nummer to på listen, så helt elendigt står det ikke til set fra kulturlivets synsvinkel, men sandt er det, at kunstnerne ofte glimrer ved deres fravær i debatter, der ikke lige handler om deres eget indtægtsgrundlag.
I Deadline på DR 2 i mandags pegede forfatteren Lars Frost på, at spørgsmålet om, hvor kunstnerne er henne, måske er forkert stillet. Selv optræder han hele tiden, bare ikke på tv. Mange forfattere er som Frost på landevejen og deltager i utallige folkelige forsamlinger over hele landet: til debatter, oplæsninger og foredrag. Denne mangfoldige, udadvendte aktivitet kan have lige så stor indflydelse på borgere og meningsdannelse som hyppige optrædener på tv med kække one-liners.
Den store kulturelle aktivitet, der foregår i landets sognegårde, på bibliotekerne og i forsamlingshusene, er i det hele taget groft undervurderet af især de elektroniske medier. Alt for få har blik for det nære samspil mellem kirke- og kulturliv - herunder i hvilket massivt omfang kirken understøtter kunsten mange steder. Spørg bare landets musikere, om det er optrædener i koncertsale eller i kirker, der giver dem smør på brødet og nye strenge til guitaren.
Det er godt, at det er sådan. Musikere, forfattere og andre kunstnere har i Danmark et relativt tæt forhold til deres publikum, der ofte møder talstærkt op til koncerter og oplæsninger. Det ser man bare ikke på tv, så debatten om kunstneres synlighed bør også handle om, hvorvidt medierne afspejler kulturlivet tilstrækkeligt præcist og fordomsfrit.
Man skal ikke kræve af kunstnere, at de skal levere enten den store samtidsroman (som nogle sukker efter i USA) eller den store kunstnersynlighed i medierne (som nogle sukker efter i Danmark). Kunstnere er forpligtet på deres kunst og intet andet og er i princippet hverken mere eller mindre kvalificerede til at deltage i samfundsdebatten end præster, pølsemænd eller it-programmører. mbh