Kz-sammenligning er en afsporing

Kristendemokraternes formand går uden om det reelle problem

Skrev han virkelig det? At et nyt center for afviste asylsøgere – det vil sige folk, der efter en myndighedsprøvning af deres sag ikke har nogen legitim grund til at opholde sig her i landet – er ”det tætteste, Danmark kommer på en koncentrationslejr, uden at være det”? Ja, det var faktisk vurderingen, som partiet Kristendemokraternes formand, Stig Grenov, leverede i et debatindlæg i Politiken på tredjedagen af det nye år.

Om bekymringen for blandt andre dømte, udviste kriminelles velfærdsniveau er en rigtig, endsige værdig sag til at hæve det hensygnende parti ud af glemslen er blot en sølle, opportunistisk overvejelse. Man kan endda kalde det opløftende, at der stadig findes politikere, i Stig Grenovs tilfælde godt nok uden folkevalgt sæde nogen steder, der tænker så befriet for spin og kolde kalkuler, at de tager en sag op, som må få de fleste vælgere med lidt proportionssans til at ryste på hovedet.

Det virker frygtløst.

Lad os gå let hen over, at sammenligningen mellem et statsligt dansk udvisningscenter, der, forstår man, kun serverer portionsanretninger, og de koncentrationslejre, der udgjorde rygraden i nazismens udryddelsesapparat, er dum, historieløs og fornærmende over for alle, som har været i en rigtig kz-lejr.

For det virkeligt interessante i Stig Grenovs debatindlæg er det store og voksende problem, som hans indlæg ufrivilligt peger på. Nemlig det problem, der er årsagen til, at udrejsecentre som Kærshovedgård i det midtjyske overhovedet er blevet nødvendige: at Europa som konsekvens af folkevandringen fra Mellemøsten og Afrika står med en voksende hundredtusindtallig skare af mennesker i form af immigranter, som ingen lande vil give permanent ophold, men som landene på den anden side ikke – som kutymer og konventioner er i dag – kan komme af med igen.

Fordi den afviste asylsøger nægter at rejse ud, eller fordi hans oprindelsesland ikke vil tage imod ham (det er altovervejende unge mænd, det handler om). Alt dette til trods for, at en konventionsmedholdelig asylproces i hvert enkelt tilfælde har fastslået, at vedkommende ikke er flygtning og dermed ikke har krav på asyl.

Stig Grenovs harme på vegne af beboerne på udrejsecentret over manglende adgang til kommunal busdrift og opladning af computere havde været mere anfægtende, hvis han også havde forholdt sig til den udfordring, som er påtrængende for borgerne i de samfund, som migranterne er kommet til: Hvad stiller vi europæere op med strømmen af migranter, hvoraf mange efter gældende procedurer ender med ikke at have nogen som helst ret til at blive her? Åbner vi bare vores samfund for disse velfærdsmigranter alligevel? For hvor mange, helt nøjagtigt? Hvor længe?

De, der er ankommet fra eksempelvis Vestafrika i de seneste år, og som ikke flygter fra hverken krig eller personlig forfølgelse, kan pr. definition ikke opnå flygtningestatus. Det forhindrer dem ikke i at blive ved med at søge mod nord. Ligesom deres forhåbninger om at opnå bedre levevilkår og gode uddannelser ved at udvandre er fuldt forståelige, så har de europæiske samfund også en lige så indlysende opgave i at få dem repatrieret, når deres asylansøgninger er endt med afslag.

Det er et kolossalt problem. Det er humanitært. Det er politisk. Og indtil videre er det uløst. I alle europæiske lande.

Politikere bør byde ind med en løsning på dette reelle problem og ikke skabe anstødelige sammenligninger mellem danske asylforhold og koncentrationslejre.