Lad dansk politik forblive kedelig

Valgkampen skal ikke dækkes som ”X Factor”

Morten Rasmussen, nyhedsredaktør på Kristeligt Dagblad
Morten Rasmussen, nyhedsredaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

Der blev ikke sparet på dramatikken, da DR søndag aften præsenterede aftenens store tv-slagnummer. ”Det er direkte, så alt kan ske!”, lød det blandt andet i optakten, præcis som når landets største medie lægger op til endnu en finale i den endeløse række af ”X Factor”-programmer.

Denne gang gjaldt det dog ikke en sms-afstemning mellem to håbefulde sangtalenter, men derimod en central politisk debat mellem de to statsministerkandidater, Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V). En debat, der naturligvis blev kaldt ”Duellen” og i sig selv blev præget af, at DR med egne ord havde truffet et bevidst valg om, at der skulle være frit spil, forstået som retten til at afbryde på må og få. Den ret benyttede begge kandidater flittigt - Thorning mere end Løkke - hvilket da giver en fornemmelse af livlighed, men næppe gør seerne klogere på den politiske substans.

Nu er det ikke til at vide, om DR for alvor forestillede sig, at alt rent faktisk kunne ske, og at de to toppolitikere muligvis ville gribe til håndgemæng, bryde ud i spontan sang eller på anden måde foretage sig noget hidtil uset i den politiske debat.

Men som borger kan man kun begræde, at en central politisk debat på den måde skal reduceres til noget, man ellers mest har set i ligegyldige realityprogrammer. Og her skal det retfærdigvis siges, at DR ikke er ene om at puste den politiske debat op til bristepunktet med varm luft, men at DR som skattefinansieret public service-medie både har pligten og kapaciteten til at stræbe højere end mere sensationsjagende kommercielle medier.

Problemet er nemlig, at mediernes overdrivelse og fremmanen af kunstige konflikter ikke kun er plat, men også misvisende i forhold til den reelle demokratiske kultur, der overordnet præger Christiansborg, byråd, arbejdspladser, frivillige organisationer og civilsamfundet generelt. Her ser man jo, at danskerne trods politisk uenighed rent faktisk lytter til hinanden og søger pragmatiske løsninger. Ingen arbejdspladser, organisationer eller familier for den sags skyld kan leve med en kultur, hvor man gør det til et mål, at man konstant skal udstille hinanden ud fra de få ting, der adskiller, frem for de mange, der samler.

Det samme gælder et demokrati, og selvom medierne, der ynder at betegne sig selv som vagthunde og den fjerde statsmagt, til enhver tid skal stille politikerne til ansvar for holdninger og handlinger, skal proportionerne også være på plads. Og så kan det godt være, at det danske demokrati journalistisk overordnet set er kedeligt og konfliktløst. Det er måske netop den gode historie. mr