Den iranske ambassadør i Danmark giver ikke hånd til kvinder. Den besked fik Folketinget kort før den årlige reception for diplomater for et par uger siden. Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), lod gennem sit sekretariat ambassadøren forstå, at han kunne komme senere, på et tidspunkt, hvor man havde lagt håndtrykkene bag sig. Men ifølge Pia Kjærsgaard kom ambassadøren så slet ikke, skriver dagbladet BT.
Det er ikke første gang, Iran har skabt opmærksomhed i Vesten ved at stille ultimative krav til former i et møde mellem forskellige kulturer. I november blev en statsmiddag i Frankrig mellem den franske og iranske præsident aflyst, fordi der blev serveret vin. Det var ikke nok for præsidenten for den islamiske republik, Hassan Rouhani, at han selv kunne afstå fra vin. Han ville heller ikke deltage, hvis andre drak vin.
Desværre kan der nævnes flere eksempler på fænomenet. Der tales meget om, hvorvidt europæerne er rede til at indgå i et multikulturelt samfund. Men spørgsmålet er vel i højere grad, hvorvidt folk som den iranske præsident og hans ambassadør har kompetencerne til at gebærde sig i de multikulturelle samfund, de kommer til i Vesteuropa.
Lad os forestille os det modsatte: En kvindelig europæisk ambassadør, der i protest udeblev fra et møde i Iran grundet landets kønsdiskriminerende kultur. En sådan person ville vi beskrive som en idealist, der ikke var egnet til at være diplomat. Vi ville beskrive hende som en person, der lukkede øjnene for den kultur, hun var sat til at bygge bro til. Og vi ville beskrive hende som en person uden pragmatisk sans.
Man må forstå, at mennesker holder fast på deres tro og foretager valg ud fra religiøse principper. Men hvis de personer, som er udnævnt til at mødes med andre lande og kulturer, ikke kan foretage ganske basale kompromiser som at lade mennesker drikke, hvad de ønsker, ser det svært ud for den multikulturelle sameksistens. Den markante mangel på pragmatik lover ikke godt for kulturmødet. Desværre er det blot en ringe afglans af den intolerance over for det anderledes, der gennemsyrer det iranske regimes egen stat.
Det udeblevne håndtryk sender flere uheldige signaler. Diplomaten får sagt, at han som muslim ikke ønsker at tilpasse sig et liberalt samfund med ligestilling mellem kønnene. Den iranske stat får sendt den besked, at man ikke har den pragmatiske indstilling, som er nødvendig, hvis mennesker med forskellig kulturbaggrund skal leve sammen.
Men netop pragmatikken vil være afgørende for, om det multikulturelle samfund lykkes. Og den pragmatik må gå begge veje.