Det er på tide, at sikkerheds- og migrationsspørgsmålet kommer øverst på dagsordenen hos Europas regeringschefer.
Nu da Den Europæiske Union i forvejen knager i fugerne på grund af EU-kritiske partiers fremmarch og briternes forestående Brexit, er det alfa og omega for unionens sammenhold og borgernes opbakning til projektet, at stats- og regeringscheferne sammen finder de rette svar, der imødekommer behovet for bedre sikkerhed uden at give køb på de frihedsværdier, som unionen er bygget på.
Det nylige terrorangreb på et julemarked i Berlin med 12 omkomne har endnu engang med al tragisk tydelighed afsløret, at det halter gevaldigt, når det kommer til sikkerheds- og politimyndighedernes samarbejde især i det føderale Tyskland med alt for mange lokale instanser, men også på tværs af Europa.
For den afviste tunesiske asylansøger Anis Amri, som pløjede en kapret polsk lastbil ind i menneskemængden foran Gedächtniskirche i den tyske hovedstad den 19. december, havde i årevis drevet gæk med myndighederne. Ikke bare i Tyskland, hvor han brugte 14 forskellige navne, undslap udvisning på grund af manglende papirer og i et halvt år blev overvåget som potentiel ekstremist med kontakter til Islamisk Stat.
Men også i Italien, hvor han efter sin ankomst som 19-årig bådflygtning i 2011 hævdede at være mindreårig og fik en fængselsdom for at stå bag ildspåsættelse og optøjer i en migrantlejr.
Efter terrorangrebet lykkedes det Anis Amri at rejse via Holland, Belgien og Frankrig til Italien, hvor han blev dræbt i en skudveksling med italiensk politi efter en rutinekontrol på banegården i Milano. Undervejs på sin flugt blev han filmet af overvågningskameraer på samtlige banegårde, han passerede.
Og særligt for Frankrig, der fortsat er i undtagelsestilstand efter de senere års terrorangreb, er det pinligt, at Europas på det tidspunkt mest eftersøgte mand kunne slippe uhindret igennem. Også efter angrebene i Paris og Bruxelles kom det frem, at terroristerne havde formået at udnytte Europas åbne grænser.
I Tyskland har offentligheden nu krav på at få afdækket og placeret et ansvar for, hvorfor de mange involverede myndigheder fejlede i at forhindre angrebet. I EU kan og skal medlemslandene blive langt bedre til at få politi- og efterretningsmyndigheder til at samarbejde. Den midlertidige grænsekontrol som herhjemme er kun en nødløsning.
EU er stadig en union med 28 medlemslande, og her gælder det især om at styrke de ydre grænser, hvis Schengen-idealet om borgernes og varernes frie bevægelighed skal overleve, og en ny massetilstrømning af flygtninge og migranter skal forhindres.
Når der nu fra østrigsk side som omtalt i lørdagsavisen gøres et nyt forsøg på at få skabt et fælleseuropæisk asylsystem, kan det kun hilses velkomment.
Men det er også værd at huske på, at 100 procents sikkerhed ikke findes. Og at vi i kampen mod terrorisme ikke må udhule vores retsstater så meget, at terroristerne reelt har vundet i deres kamp mod demokratiet.