Københavns Stift har sat navn på 17 sognekirker, som foreslås lukket i hovedstaden. Offentliggørelsen af navnene er den foreløbige kulmination på et langt forløb, der har vist sig sejt og komplekst på alle måder.
Nyheden har vakt mange følelser. Mange københavnere reagerer med vantro, når de får at vide, at kirken, de blev gift eller konfirmeret i, skal lukke. Også en del af præsterne og menighedsrådsmedlemmerne i de berørte kirker har taget forbløffet imod udpegningen af netop deres kirker, som man kan læse i dagens avis.
LÆS OGSÅ: Disse kirker foreslås lukket i København
Et af de store problemer i processen frem mod lukningerne er den usikkerhed, der har præget store dele af processen. For eksempel var overraskelsen stor, da man lokalt besluttede at lukke Hellig Kors Kirke på Nørrebro i København for bare straks at blive modsagt af Nationalmuseet, der fandt bygningen bevaringsværdig. Denne type mangel på forudseenhed og kendskab til faktorerne i beslutningsprocessen har ikke gjort trygheden større for de folkekirkemedlemmer, der følger sagen.
Religionsforsker Iben Krogsdal gør sig i sin nye bog, De måske kristne, den iagttagelse, at stort set alle danskere betragter kirkerummet som noget helligt, der varetager en rolle som troens sted. Særligt de kulturkristne medlemmer af folkekirken, der kommer sjældent i kirken, lægger meget vægt på, at kirken står der og repræsenterer troen og den kristne praksis her i landet, selvom kirken ikke spiller nogen veldefineret rolle i deres dagligdag.
Det er et tilhørsforhold, man let kan undervurdere, fordi det trodser megen teologi og rationalitet. Tilhørsforholdets karakter får også forfatteren til at kalde danskernes folkekirke for en følelseskirke.
Selve kirkerummet regnes tilsvarende for helligt af folkekirkens medlemmer på en helt anden måde end af kirkens præster, der under flygtningeaktivisters besættelse af Brorsons Kirke for få år siden hældede til den lutherske tanke, at kirkerummet ikke var helligt. Ifølge en undersøgelse lavet af DR for nylig er halvdelen af landets præster klar til at lukke kirker for i stedet at bruge penge på et mere levende kirkeliv. Det er tvivlsomt, om kirkeskattebetalerne over en bred kam mener det samme.
Når man ser Københavns Stifts begrundelser for at lukke præcis de kirker, som er udpeget til lukning i København, er det deltagelsen i kirkerummet, der tæller, ikke så meget den kærlighed til kirken, der får de fleste danskere til at betale og blive i kirken uden at komme regelmæssigt til gudstjeneste. Denne tilknytning er en faktor, som er væsentlig at tænke med i en proces, der kommer til at vare mange år frem og berøre mange mennesker.