Luk kirkens munde og mæler op

Der er brug for at høre flere kirkelige stemmer end Tidehvervs

Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad
Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

Kristeligt Dagblad sætter i en artikelserie fokus på de nye modsætninger i dansk kirkeliv. I lørdagsavisen blev disse modsætninger anskueliggjort i en cirkelformet grafik over kirkelige retninger som Indre Mission, Tidehverv, venstre-grundtvigianere og de grundtvigsk-tidehvervske.

Virkeligheden har endnu flere facetter, men forhåbentlig viser grafikken, hvorfor man ikke uden videre kan kalde grundtvigianere for kirkens venstrefløj og Tidehverv eller Indre Mission for dens højrefløj.

Men intet under, hvis mange uden for den kirkelige verden stadig har svært ved at gennemskue de kirkelige fløjbegreber.

At der er blevet sat lighedstegn mellem en kirkelig og politisk højrefløj, skyldes især præstefamilierne Krarup og Langballe og deres engagement i Dansk Folkeparti. Begge familier er også godt repræsenteret i Tidehverv, og deres synspunkter får ofte en fremtrædende plads i medierne.

De udtaler sig skarpt om emner, som i forvejen står højt på den politiske dagsorden. For tiden gælder det flygtninge og islam. Skarpe udtalelser flugter godt med pressens nyhedskriterium ”konflikt”, og når Tidehverv i en årrække har fået langt større mediebevågenhed end antallet af tilhængere af kirkeretningen umiddelbart retfærdiggør, har medierne et medansvar.

Det betyder ikke, at medier skal redigeres efter, at alle bevægelser og personer får tildelt taletid efter deres folkelige opbakning, men medierne bør lade alle røster komme til orde.

Det nytter dog kun lidt, hvis nogle røster selv holder sig tilbage. På det punkt er der en vis selvransagelse at spore på den kirkelige, aktivistiske venstrefløj. Ifølge formanden for Dansk Diakoniråd, Jens Maibom Pedersen, tør mange præster og kirkeligt interesserede ikke blande sig på grund af den hårde retorik i debatten.

En anden forklaring lyder, at den kirkelige venstrefløj lider under samme ”intellektuelle afmatning” som venstrefløjen generelt. Uanset årsagen er det skidt for den kirkelige meningsudveksling. Den har brug for også at høre fra alle dem, der ikke kalder sig tidehvervske, men i det daglige slider på kirkebænke og påtager sig opgaver ude i sognene.

For 23 år siden skrev præsten og SF-politikeren Margrete Auken samt flere andre kirkelige venstrefløjsaktivister bogen ”Kirkens Mund og Mæle”, hvis titel spillede på Grundt-vigs skrift fra 1825, ”Kirkens Genmæle”.

Bogen lagde op til, at folkekirken skulle have en synode, som skulle kunne udtale sig på kirkens vegne om politiske spørgsmål.

Idéen må vist siges at være stendød, men det er ærgerligt, hvis det samme skulle gælde debatten om kirkens rolle i samfundet. Her burde flere af kirkens munde lukke deres mæler op.