Mindst 20 franske byer har barslet med forbud mod burkinier, de særlige muslimske svømmedragter, som dækker kvinders hår og krop. Den franske forfatningsdomstol har stoppet reglerne, men flere kommuner vil fortsætte deres kamp for et forbud.
Også herhjemme er et forbud mod muslimsk påklædning blevet luftet. Og også herhjemme er det en by, som tager initiativet, ikke en folketingspolitiker. I Faxe på Sjælland har Venstre-politikere ønsket at prøve, om man kan forbyde burka og andre dragter, der tildækker personens ansigt, for kommunalt ansatte.
De mange byers tiltag viser, at der er et pres nedefra for at gribe ind over for det, som mange politikere og borgere opfatter som udtryk for en radikal forståelse af islam. Men noget så grundlæggende som borgernes ret til at klæde sig bør ikke variere fra by til by og region til region. Det burde være et statsanliggende.
Og det er et tegn på krise i vores lovgivningskultur, at så mange tiltag skyder op nedefra, mens centrale instanser som stater og domstole afviser byernes regler og i øvrigt ikke selv har kunnet komme med lovgivning, der gør borgerne mere trygge. Det vil være uheldigt, hvis tidens varmeste værdispørgsmål fragmenteres i lokale konflikter, der vil være afhængige af tilfældige kommuner.
Vi har i Danmark en god tradition for at klare uenigheder pragmatisk. Også de uenigheder, som bunder i forskellige livsanskuelser. Spørger man, om der må bedes Fadervor i folkeskolen, er svaret, at det må kommuner og skoler selv finde ud af. Vi har ofte ladet lokale instanser finde forskellige løsninger. Men der må være et minimum af fælles retsforståelse i en stat. Ellers vil det i sig selv give incitament til at samle sig om hver sin lovgivning i hver sin region.
Det er en vestlig frihedstradition, at staten skal garantere borgerens frihed til frit at vælge påklædning. Det hører under den personlige frihed, at vi kan klæde os, som vi vil. Det giver derfor ikke mening at forbyde tørklæder og andre former for beklædning, som borgere beslutter at bære, eller kræve en særlig mængde synlig hud blandt strandgæster.
Men der vil være undtagelser fra beklædningsfriheden, som der er med alle grundlæggende retsprincipper. For eksempel er nøgenhed ikke tilladt i mange sammenhænge.
Og det ville også give god mening at udbygge det nuværende maskeringsforbud til at indbefatte et forbud mod ansigtsdækkende beklædning blandt pædagoger og andre offentligt ansatte, som skal virke tillidsvækkende i kontakten med landets borgere. Det bør kunne lade sig gøre at formulere regler for maskering i særlige offentlige stillinger uden at kompromittere en lang og sund frihedstradition.