Det er pudsigt, som ordet realisme er kommet på mode, når politikere ændrer kurs. Regeringen har eksempelvis siden sin tiltrædelse kæmpet for ”grøn realisme”, der vistnok betyder, at de tidligere ambitiøse mål for miljøpolitikken var urealistiske.
Særligt på miljøområdet er det fristende at spørge lidt mere filosofisk til, hvad der egentlig er realistisk? FN-organisationen WMO har netop offentliggjort, at koncentrationen af CO2 i atmosfæren i 2015 nåede op over 400 såkaldte ppm som gennemsnit for hele året.
Ppm står for parts per million og angiver andelen af CO2-molekyler i luften. Alene disse teknikaliteter er vel forklaringen på, at de fleste medier på forhånd har opgivet at formidle den historie, der ellers er alvorlig nok. Tallet 400 indikerer nemlig, at det kommer til at gå ufattelig hurtigt med de klimaforandringer, FN’s eksperter i årtier har advaret imod.
I betragtning af, at der fortsat brændes astronomiske mængder af olie, kul og gas af, er det ikke så mærkeligt, at klodens ”dyne” af kuldioxid er tykkere end i flere tusinde år.
Men konsekvenserne kan blive nok så alvorlige, især for vores børnebørn og oldebørn. Eksperterne har ret tydeligt sagt, at skal man undgå en total afsmeltning af Arktis og endnu større klimakatastrofer på længere sigt, må den gennemsnitlige temperatur i verden ikke stige mere end to grader. Det mål er kun realistisk, hvis vi meget snart stopper stigningen i udledning af CO2 og fastholder et udledningsniveau omkring 350 ppm. Det vil kræve en gigantisk omstilling af vores energiforbrug.
Heldigvis er der små lysglimt, som gør, at det ikke er helt umuligt, selvom det bliver svært. Den teknologiske udvikling er blandt andet ved at gøre solceller økonomisk konkurrencedygtige med fossile brændstoffer stadig længere nord og syd for ækvator. Europa-Parlamentet har for nylig godkendt EU’s ratificering af FN’s klimaaftale fra Paris sidste år, og den træder nu i kraft, fordi lande, der tegner sig for pænt over halvdelen af verdens CO2-udledninger, har ratificeret den.
Dermed er der udsigt til, at EU-landene for alvor vil arbejde på at reducere deres CO2-udledninger med 40 procent inden 2030. Det er godt, for det er først og fremmest de rige landes ansvar at løse klimakrisen. Det er os, der har skabt den, også selvom mange af vores varer teknisk set er blevet fremstillet i lande som Indien og Kina.
Det kommer dog til at kræve meget store økonomiske ofre og politisk vilje. Danmark er hidtil gået forrest på det grønne område, men desværre synes trangen til ”grøn realisme” at have sat ambitionerne på pause. Mens vore nabolande for eksempel sysler med tanker om at forbyde benzin- og dieselbiler inden 2030, har et bredt politisk flertal herhjemme effektivt stoppet al salg af elbiler ved gradvist at hæve afgifterne på dem over fire år.
Økonomisk ser det måske realistisk ud, men det gør det ikke i forhold til vores efterkommere.