I aftes rejste den mexicanske præsident, Enrique Pena Nieto, hjem efter et officielt besøg i Danmark. Hans afsluttende pressekonference var en yderst kontrolleret begivenhed, hvor danske og mexicanske journalister blev strengt styret og kun fik lov til at stille i alt fire spørgsmål.
Sådan gør man, hvis man har en dårlig sag. Det har Mexico, når det gælder menneskerettigheder og i særdeleshed journalisters forhold. Mexico er gennemsyret af korruption, og narkokarteller styrer dele af det store mellemamerikanske land. Organiserede banders infiltration af myndigheder og det politiske liv er omfattende, og heldigvis har en lang række modige journalister afdækket eller prøvet at afdække de betændte forhold.
Men den mest effektive måde at lukke munden på en journalist eller en redaktør på er ved at slå ham eller hende ihjel eller få andre til det. I 2014 blev seks journalister myrdet i Mexico.
I 2015 var det otte, og alene i år er fire journalister blevet likvideret. Mange, mange andre er truet på livet, og en del lever med livvagter. Fælles for dem er, at de har arbejdet for at afsløre korruption, svindel og magtmisbrug.
Desværre er Mexico ikke det eneste land i verden, hvor journalister bringes brutalt til tavshed, hvis de er på sporet af en vigtig sag. I de seneste 25 år er 1200 journalister blevet myrdet rundt om på kloden på grund af deres arbejde.
Et stigende antal dør i krigsområder som Irak og Syrien, hvor parterne ikke som tidligere respekterer pressens arbejde. Tværtimod er pressen blevet et mål i sig selv, sådan som vi har set det med Islamisk Stats brutale halshugning af to amerikanske journalister i Syrien.
For to måneder siden deltog flere hundrede mediefolk, politikere og diplomater i en stor konference i Paris afholdt af FN’s organisation for blandt andet kultur og medieforhold, Unesco. Journalisters sikkerhed lød den lovende overskrift, men emnet var det modsatte, nemlig den voksende usikkerhed, mange journalister lever og arbejder under.
Det er vitalt for et samfund at have en kritisk presse, der kan udøve magtkontrol, og af konferencens mange indlæg fra berørte parter kloden rundt lød det, at det største problem er, at korrupt politi og korrupte dommere forhindrer opklaringen af de mange likvideringer. Det samme er tilfældet i et land som Mexico, hvor mindre end fem procent af alle overgreb på journalister bliver bragt for domstolene.
I denne tid arbejder en række internationale organisationer, der kæmper for menneskerettigheder og ytringsfrihed, for, at FN’s generalsekretær opretter en særlig rådgiver og overvågningsenhed, der kan sikre opmærksomhed om journalisters sikkerhed.
Den nye topdiplomat skal hjælpe med at sætte fokus på lande, der ikke retsforfølger mord på journalister, og lægge diplomatisk pres på synderne, så udviklingen forhåbentlig kan ændres.
De mange mord på journalister og redaktører er for de berørte en personlig tragedie, men for de berørte lande er det et betydeligt tab, hvis kritiske røster og de medier, der fører dem frem, bringes til tavshed. Danmark bør gøre sit for at sikre, at FN sætter dette globale problem højt på sin dagsorden.