Mellem social frygt og tillid

Både statsminister og biskop havde gode pointer i går

Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad.
Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

Heller ikke Marianne Christiansens pointe var grebet ud af den blå luft. Frygten for landets fremtid er udbredt i øjeblikket. Og den udgør sjældent nogen god drivkraft.

Danmarks sammenhængskraft var det tema, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) slog an fra begyndelsen af sin åbningstale, da Folketinget åbnede i går på den traditionsrige første tirsdag i oktober.

Han frygtede både et ”Danmark, der ikke hænger sammen geografisk” og et ”Danmark, der ikke hænger sammen værdimæssigt”.

Og statsministerens frygt er ikke taget ud af den blå luft. Den tillid, der ifølge den amerikanske forsker Robert D. Putnam er et vigtig element i skabelsen af social kapital, er under pres.

De store folkelige institutioner, der tidligere var udtryk for det folkelige fællesskab, har faldende opbakning. Det gælder både folkeskolen, folkekirken og det folkelige fjernsyn, som DR engang var.

Samtidig forekommer civilsamfundet, herunder foreningslivet, mindre rustet til at være bærende søjler i det moderne danske samfund. Her behøver man bare at tænke på mange kirkelige organisationers faldende medlemstal over de seneste 50 år.

Men Lars Løkke Rasmussens frygt havde biskop Marianne Christiansen allerede advaret imod et par timer før, statsministeren gik på Folketingets talerstol.

Hun brugte nemlig den forudgående prædiken under Folketingets åbningsgudstjeneste til at fraråde frygt som motivation. Biskoppen opfordrede Folketingets medlemmer til ved evangeliet at sætte sig ud over frygten som politiske beslutningstagere og turde være imod den folkelige stemning.

I sagens natur kan både statsministeren og biskoppen godt have ret, selvom de anskuer tidens udfordringer fra meget forskellige vinkler.

Ganske sjældent er det, at Folketingets åbningsprædiken går så kraftigt ind i flygtningespørgsmålet, som biskoppen gjorde i går. Men hun holdt sig til kravet om at møde næsten i flygtningen og diskuterede ikke partipolitik. Det var en klog tilgang.

Kirke og stat stod over for hinanden på dagen for Folketingets åbning. Med en formulering fra statsministeren gælder det i Europa lige nu om ”at holde hovedet koldt og hjertet varmt”. I praksis var det på denne dag staten, der holdt hovedet koldt og var realistisk, mens kirken holdt hjertet varmt og stillede menneskelige fordringer.

På godt og ondt var den samtale et udtryk for, at kirken vil staten noget, også selvom mange vil formulere det sådan, at kirken blander sig i politik.