Angela Merkel gjorde det rigtige, da hun i går end ikke prøvede at bortforklare, at den såkaldte supersøndag havde været en ”vanskelig dag for CDU”, hendes kristeligt-demokratiske parti. Valget i tre tyske delstater endte som ventet med at blive en folkeafstemning for eller imod forbundskanslerens kurs i flygtningepolitikken.
Og selvom partiet fortsat kan stille med ministerpræsidenten i Sachsen-Anhalt, så stemte næsten hver fjerde indbygger i den østtyske delstat på protestpartiet Alternative für Deutschland, som i månedsvis har krævet et flygtningestop og Merkels afgang.
AfD opnåede også tocifret opbakning i to vesttyske delstater, Rheinland-Pfalz og Baden-Württemberg, hvor Merkels CDU blev straffet af vælgerne, fordi partiets spidskandidater i valgkampen havde undsagt deres partiformand. Man falder ikke sin leder i ryggen, især ikke i en krisesituation, men denne besked fra vælgerne ville kansleren nok have været foruden.
Især fordi hun ikke kan bruge det til særlig meget, at valgets vesttyske vindere, de populære ministerpræsidenter fra det socialdemokratiske SPD og De Grønne, har bakket helhjertet op om hendes kurs. For hun er ikke kun regeringschef, men også partiformand for et parti i splid med sig selv. Og søndagens valg har afsløret, at ingen af de gamle tyske folkepartier længere har folket på deres side.
Vælgerundersøgelser viser, at Alternative für Deutschlands succes blandt andet kan forklares med, at partiet som det eneste har formået at nå ud til dem, der har følt sig forbigået af de etablerede partier – ja, som ligefrem mener, at demokratiet halter i Forbundsrepublikken. Partiet har i stor stil fået lokket sofavælgerne tilbage til stemmeurnerne. AfD-formand Frauke Petry tog i går ligefrem æren for, at ”demokratiet og borgerdeltagelsen er vendt tilbage i Tyskland”.
Det er at stramme skruen gevaldigt. Men faktum er det, at Tyskland nu har fået et højreparti på yderfløjen, fordi mange tyskere er utrygge som følge af den store tilstrømning af asylansøgere og overgrebene i Köln og andre byer nytårsnat, hvilket Merkel da også indrømmede i går.
CDU-formanden lovede at finde ”passende svar” til at imødegå blandt andet vælgernes frygt for islam og få nedbragt antallet af flygtninge. Men samtidig afviste hun, at jordskredsvalget vil føre til et kontant kursskifte: ”Jeg er fuldt ud overbevist om, at vi har brug for en europæisk løsning, og at sådan en løsning tager tid.”
Kansleren har ret i, at flygtningekrisen ikke kan løses af de enkelte EU-lande alene. Godt nok er antallet af nyankomne flygtninge blevet drastisk reduceret, siden de øst- og centraleuropæiske lande har lukket Balkan-ruten. Men det førte i går igen til dramatiske scener ved den græsk-makedonske grænse, og det i forvejen kriseramte Grækenland sidder nu med den usolidariske sorteper.
Så der er behov for en europæisk løsning, ligesom der er behov for, at Merkel får gennemført konkrete tiltag, der kan give de bekymrede og frustrerede vælgere noget tiltrængt tillid til det politiske system tilbage. Både i Tyskland og Europa.