De blodige begivenheder denne sommer får indimellem påfaldende udtryk, når de efterbehandles i offentligheden.
Et af dem er den ihærdighed, der i efterdønningen af flere af overfaldene og massedrabene har været udfoldet for at afværge påstande om, at et givet angreb skulle være terror.
Det er naturligvis afgørende vigtigt, at en udåd, der er begået af en isoleret person uden nogen referencer til ideologi, politik eller religion, fremstilles af medierne som sådan og ikke som et led i en islamistisk terrorbølge.
Men sandheden er altid relevant. Også når den er upassende og ubehagelig. Og når man, i yderste instans, må frygte, at den kan medføre øget angst i en befolkning og øget mistænksomhed grupper imellem i samme befolkning.
Derfor ville det naturligvis være helt uholdbart, hvis tegn på terroristiske motiver bag en voldshandling blev dysset ned – det være sig i myndighedernes belysning af gerningsmandens bevæggrunde eller i mediernes dækning af begivenheden.
I det lys er det interessant, hvor stor iveren har været i forbindelse med eksempelvis Nice-massakren i forrige uge og et par af de seneste dages overfald i Sydtyskland for at kunne påvise, at gerningsmanden var mentalt ustabil, psykisk syg eller i psykiatrisk behandling.
Som om at hvis bare der kan findes en forhistorie for ensomhed, depression og selvmordstanker, så kan der ikkeogs å være tale om islamisme eller andre religiøst-ideologiske motiver hos gerningsmanden.
Men det kan der faktisk udmærket. Langt mere tvivlsomt er det omvendte rationale, der i nogle sammenhænge anes i myndigheders optagethed af gerningsmandens mentale tilstand: Det rationale, der hedder, at mennesker med en depression eller anden psykisk sårbarhed skulle være tikkende bomber, der er særligt disponerede for at skyde vildt om sig eller køre biler ind i folkemasser. Tankegangen er yderst fordomsfuld, og interesseorganisationer i psykiatrien burde sige fra.
En lignende overspringshandling har man kunnet bevidne i forbindelse med Orlando- og Nice-massakrerne, når det gælder gerningsmandens religiøse cv:
Hvis man kan påvise, at den erklærede Islamisk Stat-sympatisør bag drabene slet ikke før sin forbrydelse havde opført sig som en rettroende muslim, må det ifølge en ligeledes udbredt logik svække det terroristiske element i hans handling.
Igen en underlig fejlslutning.
Som professor Frederik Stjernfelt forleden gjorde opmærksom på i Weekendavisen, så var der vist ingen, der i 1970’erne bagatelliserede Rote Armee Fraktion-terroristen Andreas Baaders venstreorientering med henvisning til, at han var en sociopat, der næppe havde gidet sætte sig særlig godt ind i det kommunistiske evangelium, der var hans erklærede motiv.